Isildur1 på revanche-jagt mod Isaac Haxton
På søndag går Viktor ‘Isildur1′ Blom på jagt efter revanche i PokerStars’ SuperStar Showdown. Modstanderen hedder Isaac Haxton, og han har tidligere vist sig at være en ‘tough customer’ over for den unge svenske topchef.
I december 2010 tabte Isildur1 sin første SuperStar Showdown-dyst mod netop Isaac Haxton. Efter de 2.500 hænder, som en match består af, var Haxton oppe med $41.700.
Disciplinen hed dengang No Limit Hold’em og niveauet hed $50/$100. På søndag står der stadigvæk No Limit Hold’em på menuen, men taksten er blevet skruet en tand i vejret. På søndag hedder taksten således $100/$200, og kampen foregår på fire borde.
Siden sin første match mod Isaac Haxton har Isildur1 spillet ti SuperStar Showdown-dyster, og har vundet de ni. Kun i revanche-dysten mod Daniel Negreanu tabte Isildur1 knebent, og den unge svensker sluttede da også med at pille i alt cirka $100.000 fra Daniel Negreanu – selv om han altså tabte den sidste kamp.
Selv om Isaac Haxton vandt sidste dyst, var han bagefter ganske uforbeholden i sin ros af Isildur1 efter kampen.
“Ingen har nogensinde – og så konstant – presset mig så hårdt. Isildur1s stil med over the top-aggression, der stadigvæk finder en flot balance, er en stil, som jeg aldrig nogensinde har spillet mod før. Gang på gang tager han mig ud af min comfort-zone. Og som en spiller, der har måske har spillet en halv million highstakes-hænder, siger det vel ikke så lidt,” sagde Isaac Haxton dengang.