Isildur1 på vej mod ny stor SCOOP-triumf
Selvom tallene på cashgamefronten er blodrøde, så har det alligevel været et godt år for Viktor ’Isildur1’ Blom.
Han vandt PCA Super Highroller-turneringen, nakkede Isaac Haxton for $500.000 i SuperStars Showdown og tidligt i morges vandt han så på imponerende vis SCOOP Event #2 Medium til $247.200, selvom der skulle en hjemmebane-dealer til, for at få Frederik Brink ekspederet ud af turneringen.
Læs også: SCOOP: Isildur1 sugede Brink og tog sejren til $247.200
Og sandelig om det svenske onlinefænomen ikke nu igen er på vej imod en ny stor SCOOP-triumf. ’Isildur1’ ligger placeret på en tredjeplads ud af 46 spillere i SCOOP #3 High ($530 +R NL Hold’em 6-Max), inden spillet genoptages i aften.
I toppen af klassementet har han i øvrigt selskab af en andet svensk cashgamehighroller, ’Sussie Smith’, mens danskerne desværre brillerer ved deres fravær.