Isildur1 runder milepæl – i plus for første gang siden Hastings-massakre

Viktor ‘Isildur1’ Blom er uden sammenligning the one to watch på highstakesbordene i øjeblikket. Det 22-årige svenske onlinefænomen er kommet flyvende ud af starthullerne i 2013 og har allerede rundet over $2 millioner i indtjening i løbet af årets første uge.

Igen i nat hev han skillinger hjem i disciplinerne 27 Triple Draw og Omaha High/Low. ‘Isildur1’ vandt $343.845, hvilket først og fremmest gik udover Alex ‘Alexonmoon’ Luneau, der blødte hele $357.441 i de eksotiske varianter.

Nattens gevinst var samtidig en milepæl for Viktor ‘Isildur1’ Blom som for første gang siden den 8. december 2009 nu er i samlet plus på Full Tilt Poker. Og hvis du ikke er stærk i dine poker-datoer, så kan vi tilføje, at det var dagen han tabte næsten $4 millioner i en enkelt session imod Brian Hastings. Den største nedsmeltning onlinepokeren endnu har set.

Status netop nu, er at ‘Isildur1’ kan fremvise et overskud på lidt over $226.000 for sine eskapader igennem årene på Full Tilt Poker, men med den fart han har lagt for dagen i 2013, så er der en god chance for, at det overskud vokser hurtigt.


Screenshot fra highstakesdb.com: Isildur1’s imponerende graf for 2013. Nattens gevinst på $343.845 er endnu ikke medregnet.