Isildur1 tager revance mod highstakes-opkomling

For to dage siden dukkede spilleren ‘RugDoctor’ op ud af de blå på PokerStars’ highstakesscene, hvor han trådte direkte ind på 2-7 Triple Draw $1000/$2000-bordene og straks uddelte en gevaldig lussing på hele $383.584 til Viktor ‘Isildur1’ Blom.

En Rug Doctor er en dampstøvsuger, og det så altså også ud til, at den nye  highstakes-opkomling havde tænkt sig at støvsuge bordene for dollars. ‘Isildur1’ giver sig dog ikke sådan uden kamp, og i nat var det så svenskerens tur til at hive en gylden session hjem.

Fordelt over mere end 2.500 hænder vandt ‘Isildur1’ $267.296, hvoraf langt de fleste kom fra ‘RugDoctor’, der endte med et minus på lidt over $130.000.

‘RugDoctor’-kontoens ejermand er angiveligt den tidligere WSOP Main Event -runner up, David Williams. Selvom han har et bracelet og en WPT-sejr på sit CV, så har han aldrig tidligere givet sig i kast med highstakes cashgame på nettet, hvilket har fået brugere på 2+2 til at insinuere, at kontoen er blevet lånt ud til en anden spiller.

Hvem han end er, så kan han glæde sig over et samlet plus på en kvart millions dollars fordelt over de seneste par dage.