Jannick Wrang om 2011: Er blevet slagtet i cashgames!

Når Jannick Wrang nytårsaften kigger tilbage på året der gik, så er det ikke et positivt billede der tegner sig på pokerfronten. Helt grundlæggende er det nemlig gået skidt, selvom han kan booke et marginalt plus for de seneste 12 måneder, fortæller han til Slowplay.dk.

”Jeg har stort set lige afsluttet regnskab og har kigget tilbage på året og jeg kan se, at jeg har spillet 35 timer i snit pr uge. Året ender i et meget marginalt plus, omtrent noget der dækker mine leveomkostninger. Onlinetours er gået forrygende, men omvendt er jeg blevet slagtet i alt PLO, alt 8-Game, alt NL Hold’em, alt SNG Hyperturbo etc.”

”Så grundlæggende har det været et meget dårligt pokerår. Rent psykisk er jeg i kæmpe minus, da jeg har haft mange, mange flere tabsdage end plusdage. Det er den måde jeg har valgt at spille på. En måde jeg dog vil forsøge at ændre i 2012. Bl.a. ved at få en masse små winning-session i bogen hver måned til at starte med.”

Sætter forhåbningerne ned inden PCA’en
Det nye år starter ud med PokerStars Caribbean Adventure på Bahamas og naturligvis har Jannick Wrang forhåbninger om at ende øverst på sejrsskamlen, men samtidig er han realistisk omkring chancerne for at vinde turneringen. Live-turneringer er et longshot, så han har ikke tænkt sig at hænge med mulen, hvis det bliver til et hurtigt exit.

”Jo, altså målet er at vinde den, men efter at være bust i 200+ livetours har jeg nu sat forhåbninger ned. Sker det, så sker det, men der er kraftigt kalkuleret med et tab på $10.300 der, så jeg kan tænke på noget helt andet 30 minutter efter et exit og ikke hænge i med en masse negativitet.”

Hvis jeg ryger ud af Main Event er Plan B at ligge ved stranden med kæresten og drikke Frozen Mudslides og læse fire bøger. Måske napper jeg $5.000 PLO Championchip og en anden tur hvis lysten melder sig og jeg er blevet solbrændt eller det stormer og er overskyet. Til almindelige EPT’er giver jeg den gerne gas fra start til slut, men den her gang er det mere ferie. Det skylder jeg mig selv.”