Jannick Wrang tager pokeren op til overvejelse – dropper WPT Copenhagen
Nogle gange tager et interview en uventet drejning, som man ikke havde set komme. Som for eksempel, da vi i morges fangede Jannick Wrang for at høre, hvordan han havde det med, at Daniel ‘Jungleman’ Cates nu slutter sig til det stort anlagte cashgame under WPT Copenhagen i næste uge. Vi blev mødt af dette svar:
“Jeg stiller ikke op i cashgamet alligevel. Og spiller heller ikke WPT Copenhagen.”
Kan du uddybe?
“Jeg har haft besluttet at tage en pause helt fra online, minimum året ud. Og så lige tage fem dage ud og spille WPT Copenhagen med mere, det synes jeg ikke fungerer, når jeg nu har truffet den beslutning. Så istedet for at gøre noget halvt, gør jeg det nu fuldt ud og holder så minimum tre måneder 100 procent fri. Så engang midt i januar kan jeg se om lysten er der igen. De vaner som pokeren negativt har givet mig , skal fjernes, og det tager minimum 3 måneder, på 100 procents fuld skrue, ikke 90 procent.”
Hvilke vaner drejer det sig om?
“Det er ikke fuldt ud analyseret endnu. Der er nok en tyve stykker, hvoraf den vigtigste er generelt helbred vedrørende søvn, motion, mad, og så videre. Jeg har spillet 40 søndage om året i snit de sidste syv år. De sidste 11 måneder har hver søndag, med syv timers arbejde i snit. Året før 10 timer, fordi jeg har cuttet nogle af de sene fra. Men nu går jeg ned på nul – ikke nogle halve løsninger. Jeg har også tjent det jeg skal i år – over seks millioner kroner, efter skat.”
Hvad hvis lysten til poker ikke er der til januar?
“Om jeg får lyst igen i det nye år, aner jeg ikke. Det kigger jeg på.”
Den professionelle hollandske pokerspiller, Lex Veldhuis, fortalte for nyligt i et interview, at han på et tidspunkt spillede alle nætter og hele weekender væk. Han begyndte at udvikle fødevareallergi, søvnløshed og alle mulige andre ting. Er det sådan noget du kan nikke genkendende til?
“Ja, helt sikkert. Men det var mere tilbage i 2006-2007, jeg havde det sådan. Jeg har jo været i gang siden sommeren 2003 nu, ik?” griner Jannick Wrang.
Er det ikke et underligt tidspunkt at hive stikket på, når det nu går så godt?
“Tjoh, jeg kunne sikkert godt sidde og arbejde syv timer hver dag og tjene 10.000 kroner i snit på lave takster, hvis jeg ville det. Eller det er jeg overbevist om jeg kunne. Men det giver bare ikke mening for mig.”
Kan man sige, du er mæt?
“Jo, altså det ændrer ikke lige så meget på mig om jeg har en million mere eller mindre for at være ærlig. Også en af de måder pokeren har bragt en dårlig vane ind. Styrker i ens pokerspil, kan godt være en styrke i ens hverdag, men også det stik modsatte. Det dyreste jeg har købt siden jeg vandt EPT Campione er en mobil til 3.000 kroner, så det er ikke fordi jeg står og mangler noget. Alle dem, der er broke har sgu 100 gange så meget incitament til at sidde og grinde fremfor mig. Blot en konstatering udfra en almen økonomisk tankegang.”
“Jeg har i hvert fald ikke haft en rytme i min krop på mere end tre ugers tid, de sidste fire år. Det skal der laves om på og jeg starter med minimum tre måneder. Hvis jeg i så fald vender tilbage i januar bliver det et 9-17 job. Søndage er pt. en æra der er slut for mig.”