Jason Mercier holder sit livs længste pokerpause: – Jeg har brug for balance i mit liv

Jason Mercier er netop vendt hjem til sin bopæl i Florida efter en månedlang pokerrejse i Europa, og i sin nyeste blogpost på PokerStarsblog.com skriver han nu, at han har brug for en pause fra pokeren.

“‘Fyren får lov at spendere en måned i Europa og nu er han træt’, tænker du måske. Jeg beder ikke om din sympati. Jeg lever et velsignet liv, og jeg er taknemlig for enhver mulighed. Men da jeg gik gennem min hoveddør, smed min kuffert og plantede mig på sofaen, blev denne ene tanke ved med at dukke op: Jeg har brug for mere balance i mit liv”, skriver han i bloggen.

Som de fleste unge knægte havde Jason Mercier som barn også en forkærlighed for at spille videospil, men det tog overhånd, fortæller han i bloggen, og siger at det samme nu er tilfældet med poker:

“Jeg har en intens personlighed og bliver som regel opslugt i de aktiviterer jeg forfølger. Da jeg var tre eller fire år gammel, blev jeg så hooked på mine videospil, at mine forældre var nødt til at sætte begrænsninger for min Nintendo action. Ellers ville jeg spille 8 timer i træk, uden problemer. Her 25 år senere gør jeg det samme med poker, men nu er mine forældre ikke altid i nærheden til at holde mig i skak. Det er ikke unormalt for mig at spille en 40-timers session, eller det var det i det mindste ikke indtil jeg kom frem til en vigtig konklusion: ekstermer er ikke sunde”, skriver Mercier som også peger på, at der sker så meget andet i livet lige nu end bare poker.

“Jeg kom hjem fra Europa velvidende at nogle ting var nødt til at forandre sig. Jeg lancerer en forretning i december, min nevø er begyndt at tale, jeg skriver mere og julen står for døren. Der sker så meget, at jeg besluttede at tvinge mig selv til en mini-pause fra poker, og fokusere på andre aspekter i mit liv indtil PCA’en. To måneder er måske ikke lang tid, men det er den længste pause jeg har haft fra spillet, siden jeg startede med at spille for 10 år siden. Man skal starte ét eller andet sted, ikke?”, siger Mercier inden han slutter af med at sige, at han skylder meget til poker.

“Det har givet mig hundredevis af muligheder og åbnet døre jeg ellers ikke ville have haft adgang til. Jeg elsker at spille poker, og det vil altid være en del af hvem jeg er, men jeg har brug for mere balance i mit liv. Det er på tide at gå ud og få det”, slutter han.

Du kan læse hele den spændende blogpost her på PokerStarsblog.com.

jason_mercier_basketball_og_trofaer
Jason Mercier viser sit imponerende trofæskab frem (Foto: PokerStarsblog.com)