Jennifer Harman og John Juanda valgt ind i Poker Hall of Fame
Det var ventet, at én af de to pladser som skulle uddeles ved årets Poker Hall of Fame-ceremoni ville gå til David ‘Devilfish’ Ulliott, men den nu afdøde, engelske spradebasse blev ganske overraskende forbigået.
I stedet gik pladserne til Jennifer Harman og John Juanda, som det da heller ikke kan drages tvivl om, har fortjent indlemmelse i det fornemme selskab. Begge har de utrolige flotte turneringsresultater på CV’et, men er først og fremmest fantastisk dygtige cashgamespillere, som har frekventeret de største spil igennem flere årtier.
“Det er virkelig en ære at blive valgt ind Poker Hall of Fame. Pokeren har været en fantastisk rejse for mig og at få respekt fra mine kollegaer er virkelig utroligt. Jeg vil gerne takke alle for deres support,” sagde Harman, efter at være blevet valgt ind.
Foruden de to indlemmede spillere og David ‘Devilfish’ Ulliott, så var også Chris Björin, David Chiu, Bruno Fitoussi, Carlos Mortensen, Max Pescatori, Terry Rogers og Matt Savage nomineret. I 2016 kan Phil Ivey og Chris Moneymaker blive nomineret for første gang.
Du kan se John Juandas reaktion på den store ære i et videointerview herunder.