Jennifer Tilly lærer Lisa Simpson at spille poker

Den populære tegnefilmsserie The Simpsons, som første gang tonede frem på tv-skærmene i 1989, har taget hul på sin 24. sæson, og showets seertal i USA er i øjeblikket det næsthøjeste på Fox-netværket efter The X-factor.

I morgen – d. 11 november – vises et afsnit af The Simpsons i USA, som nok har særlig interesse for pokerfans over hele kloden.

Lille Lisa Simpson finder ud af, at Homer har brugt et online pokersite som sparebøsse for Lisas college-opsparing, og Lisa er derfor nødt til at lære at spille spillet.

Hun får dog hjælp af ingen ringere end Jennifer Tilly, som udover at være kendt for sin medvirken i de berømte Chucky-film og for at være Phil ‘The Unabomber’ Laaks kæreste, nok først og fremmest huskes for sin noget tvivlsomme optræden i det populære TV-show High Stakes Poker, hvor hun blandt andet fik Patrik Antonius og Phil Ivey til at tabe kæben.

Tilly, som vil spille rollen som sig selv i The Simpsons, er dog ikke helt uvant med at medvirke i tegnefilm, da hun i øjeblikket lægger stemme til Bonnie Swanson i den animerede hitserie The Family Guy.

Filmstjernen Tilly var, før hun dannede par med Phil Laak, tidligere gift med The Simpsons forfatteren Sam Simon, som i øvrigt også selv er en ivrig pokerspiller. Han var en af de sidste berømtheder, som blev slået ud af WSOP Main Event i 2011.