Jerry Yang skylder millioner – sælger sit Main Event bracelet
Det ser ud til at være trængte tider for den 2007 Worlds Series of Poker Main Event-mesteren Jerry Yang. I hvert fald har han – iflg. Pokernews.com – måtte se sit Main Event-bracelet og andre ejendele ryge til salg på tvangsauktion.
På listen over de ejendele som er sat til salg er blandt andet et Corum bracelet og Corum ur vundet ved 2007 Worlds Series of Poker Main Event, Corum dameur, Wittnauer ure, Movado ure, Rockwell Timekeeper, Raymond Weil ur, guld sildebens halskæde og armbånd, hvidguld armbånd med blå safirer og diamanter, armbånd med “Mom” inskription, 14k guld herre-armbånd med “WSOP Champ” og en guld halskæde med hjerter es vedhæng i diamanter (10 karat).
Skylder millioner i skat
Hele molevitten er sat til salg til højestbydende, og kan blive solgt både som en samlet pakke eller individuelt, alt efter hvilken metode indbringer flest penge.
Mindste bud er angivet til $6.389,40, men så får køberen altså også et pænt bling-bling arsenal, heriblandt Jerry Yangs Main Event bracelet, som han vandt ved at slå 6357 spillere ved WSOP Main Event i 2007 – en bedrift der gav ham $8.25 mio. dollars i præmiepenge.
Siden gevinsten ved Main Event har Jerry Yang vundet lidt over $150.000 i gevinster fra live-turneringer.
Det er “Internal Revenue Service”, som står anført som sælger, hvilket indikerer at tingene er sat på tvangsauktion pga. ubetalt skattegæld.
Du kan se den officielle Notice of Emcumbrances-liste her, som viser at Jerry Yang tilsyneladende skylder millioner af kroner i skat.
Auktionen er sat til d. 4 april, hvis nogle af vores læsere skulle have lyst til at overtage Jerry Yangs bling.
Artikelfoto: AP Photo/Jae C. Hong