Johnny Bredahl: Håber Wendt ved hvad han gør
Da Slowplay.dk i lørdags bragte nyheden om, at Martin Wendt har planer om en professionel boksekamp, var en af Danmarks bedste boksere igennem tiderne, den tidligere verdensmester Johnny Bredahl, en af de første til at ønske tillykke og komme med et velment råd. På Martin Wendts Facebookside skrev han:
”Pøj, pøj. Ta’ ved lære hurtigt og tænk smart LEVEL 30.”
Vi hev fat manden, der har båret fire VM-bælter for at høre hans vurdering af Martin Wendts chancer, samt hvilke råd han kunne komme med til en mand, der har større erfaring i at hakke i Omaha’en end at slå i sandsække.
Hvad var din reaktion, da du læste om Wendts projekt?
”Først grinede jeg. Så tænkte jeg, hvorfor ikke. Prøv dog bare at se, hvad der skal til. For ærlig talt, så tror jeg ikke, han aner, hvad han går ind til og hvor meget det kræver. Men som jeg skrev på hans Facebook, så handler det først og fremmest om at være smart og ikke mindst at lære hurtigt,” siger Johnny Bredahl til Slowplay.dk.
Og selvom poker ikke er det mest fysisk krævende arbejde, så kan Martin Wendt måske alligevel trække på sine erfaringer fra den grønne filt, når han skal op på kanvassen.
”Han skal hele tiden være på forkant med, hvad der sker – lidt ligesom i poker. Og ligesom i poker, så gælder det også om at have nosser.”
Men når det er sagt, er der stadigvæk langt fra poker til boksning, understreger Bredahl. Meget langt endda.
”I en boksekamp skal man huske 100 ting på en gang. Det kræver et kæmpe overblik, og man skal hele tiden være fem træk foran modstanderen. Hvis han gør sådan, så skal jeg gøre sådan. Man skal have styr på benene, hofterne, rytmen og vejrtrækningen – bare for at nævne nogle af tingene. Hvis man for eksempel ikke trækker vejret ordentligt, og kommer til at fyre al krudtet af med det samme, så er man færdig.”
Har du et godt råd til Martin Wendt?
”Lyt og lær! De unge nu til dags er ikke meget for at tage ved lære. Heller ikke fra en gammel verdensmester. De lader godt nok som om de lytter, men bagefter gør de noget helt andet. Nu er Wendt vel heldigvis snart 50 år, så måske han er lidt mere fornuftig og lytter til, hvad hans træner siger,” griner Johnny Bredahl.
”Men hvis ikke han træner ordentligt op til kampen og passer sin søvn, så lad os da bare få noget godt gammeldags vold. Det kan jo være, han er heldig at ramme sin modstander med et møllesving, haha.”
Vi mener her på Slowplay.dk, at Wendt har et godt poker-face, der muligvis kan skræmme den kommende modstander. Hvad siger du til den teori?
”Lad os nu se, hvem der bliver skræmt, når han står overfor en svensk skovhugger med dødningehoveder tatoveret op ad armen.”
Et sidste ord med på vejen?
”Jeg synes det er fedt, at han tør satse og springe ud i det. Jeg håber alt det bedste for ham, og at det er seriøst ment, så han ikke ender med at gøre sig selv til grin ligesom da Stig Tøfting og René Dif mødtes. Altså, det var lige så slemt som at se mig spiller poker,” griner Bredahl.