WSOP: Jonathan Dimmig vandt rekordturnering: – Det er et livsstilsændrende event

Jonathan Dimmig slog et rekordstort felt på 7977 spillere i det andet World Series of Poker $1500 Millionaire Maker event i historien, og vandt $1.319.587 samt karrierens første guld WSOP bracelet. Turneringen var den største nogensinde i WSOP regi målt på antallet af deltagere – hvis man ser bort fra Main Event.

Det var uden sammenligning Dimmigs største cash i live regi, for hidtil lød det største på bare lidt mere end $11.000 fra et cash i et WSOP Circuit event i San Diego i 2011. Faktisk havde han før Millionaire Maker aldrig cashet i et WSOP event i Las Vegas. Men det må man sige, han har nu.

“Mit mål på Dag 1 var bare at komme igennem dagen. Jeg spillede Main Event her de sidste tre år, og har ikke så meget som cashet i det. Så til at begynde med, var mit mål egentlig bare at få pengespørgsmålet af mine skuldre og bare cashe – det var faktisk alt jeg gerne ville”, sagde Dimmig efter sejren i den gigantiske turnering.

 

“Du er nødt til at gå efter den”

Det må man sige lykkedes for manden fra Buffalo, som efter 12 timers finalebordsspil gjorde det af med Jeff Coburn heads up i en relativt kort dyst om førstepladsen.

“Det er ikke min stil at læne mig tilbage og lade de andre buste ud, så jeg kan rykke en plads op af præmiestigen”, forklarede Dimmig.

“Jeg lagde mærke til, at nogle af gutterne bare prøvede på at komme op af pengestigen, og sådan tænker jeg ikke. Det er et livsstilsændrende event. Jeg vil ikke kigge tilbage om 30 år og sige ‘hvad nu hvis?’. Det er en once-in-a-lifetime oplevelse, og du er nødt til at gå efter den”, sagde den glade vinder bagefter.

Dimmig, som har spillet hockey hele sit liv og ved siden af pokeren hygger sig med at skrive noveller, er nu pokerens nyeste stjerne og millionær. Hovedpersonen selv, var da heller ikke bleg for at tale med store ord i glædesrusen.

“Jeg har spillet hockey hele mit liv, og som alle ved er jeg fra Buffalo. The Sabres har aldrig vundet et mesterskab, The Bills har aldrig vundet et mesterskab. Så jeg er stolt over at bringe en lille smule mesterskab til byen, fordi hvor jeg kommer fra er virkelig en fantastisk by”, sagde Dimmig i sin sejrstale.

Sådan sluttede 2014 udgaven af Millionaire Maker:

1st: Jonathan Dimmig – $1,319,587
2nd: Jeff Coburn – $815,963
3rd: James Duke – $614,368
4th: Andrew Teng – $465,972
5th: Bradley Anderson – $355,913
6th: Stephen Graner – $273,854
7th: Jason Johnson – $211,394
8th: Andrew Dick – $164,118
9th: Maurice Hawkins – $128,150

Artikelfoto: Jonathan Dimmig (Foto credit: WSOP.com)