Jungleman fik revanche: Gus dagens største taber
At poker er et spil med stor varians, kan der vist ikke være tvivl om. En god dag ved 2-7 triple draw bordene gjorde i går Gus Hansen til dagens mest vindende spiller, men i dag indtager han førstepladsen på den lidet flatterende liste for døgnets største tabere.
Læs også: Gus har god dag på kontoret: Vinder $340.000 i triple draw
På hjemmebanen Full Tilt Poker tabte Gus Hansen alt hvad han vandt i går tilbage – og endda lidt til – og det meste til Daniel “jungleman” Cates, som ellers indtog offerrollen i går. Gustav måtte punge op med $383.853 for 943 hænders spil, heraf en smule i et $1.500/$3.000 mixed-game men altså klart flest på draw-bordene. Også Phil “Polarizing” Ivey og Viktor “Isildur” Blom havde dyre dagen ved filten, og måtte slippe henholdsvis $272.510 og $170.307.
Op og ned for Gus Hansen. I går døgnets største vinder, i dag døgnets største taber. Kilde: Highstakesdb.com
Foruden Daniel Cates var det den tyske high roller og limit-ekspert “Kagome Kagome”, som kunne booke et stort win for sessionen. Han har vundet $395.166 – godt $40.000 mindre end Junglemanden.