Jungleras økonomisk vinder af Sunday Kickoff

De danske profiler holdt i den grad fanen højt i nat, hvor Simon Ravnsbæk var tæt på at gå hele vejen i Sunday Millioner, Mikael Viuff Hansen ramte finalebordet i Sunday 500 og Rasmus ‘Jungleras’ Nielsen blev to’er i Sunday Kickoff.

“Med så flotte ord på vejen fra de to flotte legender Theo og Stender måtte jeg jo hellere lige steppe op i dag og vise klassen.
Eller også er udtrykket omkring den blinde høne bare stadig en sandhed af dimensioner i turneringspoker,” skriver ‘Jungleras’ på sin facebook-profil med henvisning til, at Theo Jørgensen i går nævnte ham som en dygtig pokercoach i Ekstrabladets pokerspørgekasse.

Heads up indgik ‘Jungleras’ en deal med sin modstander, hvilket viste sig at være en klog beslutning, da tyske ‘The_Stro_Sho’ i sidste ende snød ham for sejren.

‘Jungleras’ kan dog glæde sig over, at han blev den økonomiske vinder af turneringen, da dealen indbragte ham $24.079 – over 150.000 kroner.