Jungleras og næste kapitel: Jeg er ikke længere professionel pokerspiller

En efterhånden sjælden gæst dukkede i dag op på Casino Munkebjerg, da Rasmus Nielsen aka. ‘Jungleras’ satte sig til den grønne filt. ‘Jungle’ er efterhånden ikke længere fast deltagere til de store turneringer, da han langt hellere vil forsøge at fokusere på nye udfordringer i livet. Pokeren er med andre ord ikke længere den primære beskæftigelse for den giftige turneringsspiller.

“Jamen jeg tumler lidt med nogle andre ting og har ikke spillet en hånd i to måneder. Jeg vil gerne have nogle andre fokuspunkter i livet end bare poker og så se, hvad næste kapitel skal være.”

Er det endegyldigt slut med den professionelle karriere?

“Nu er det jo nok sådan med pokerspillere, at man aldrig skal sige aldrig, men jeg vil gerne have poker som en hobby fremover – men selvfølgelig en seriøs hobby. Altså selv, hvis jeg vinder den her, ændrer det ikke noget,” forklarer ‘Jungle’, da vi fanger ham i spisepausen på Dag 1b.

Læs også: WPT Vejle: Simon Nybo ude efter rodet og kontroversiel hånd

Rasmus ‘Jungleras’ Nielsen har i en årrække været en fast bestanddel i gruppen af danske pokerprofiler. Kendt for sine mange bluffs og sin flamboyante spillestil, har ‘Jungleras’ altid været én af de spillere, som diverse ‘railbirds’ elskede at følge. Ikke mindst i velmagtsdagene på Casino Copenhagen, hvor der kunne være stuvende fuldt på casinoet, når EPT København blev spillet – her ramte ‘Jungle’ finalebordet to år i træk. Man siger, at en del af pokerfolket spiller for tørt, og i den sammenligning må man sige, at ‘Jungleras’ spiller sjaskende vådt.

“Det er jo måske mit problem. Jeg spiller lidt, som jeg plejer. Lidt for utålmodigt i starten og så mere stabilt, når jeg lige har fundet rytmen. Da jeg begyndte, var der flere, som spillede den gamle skole og måske var lidt nemmere at skubbe af en hånd.Der er måske nogle justeringer, som jeg ikke har fået lavet. Især i Danmark virker det til, at jeg slet ikke får nogen kredit overhovedet,” griner ‘Jungleras’ med henvisning til sit ret så løse image.

Læs også: Nervøs WPT-debutant: Bare kom med cheferne

Det sidste års tid har ‘Jungleras’ bl.a. været aktiv som pokercoach. Eksempelvis på Intellipoker.dk kan man ganske gratis suge til sig af diverse guldkorn. Det kan i øvrigt varmt anbefales, men hvor ender den del af Rasmus’ hverdag, hvis han skruer helt ned for pokeren?

“Man kan ikke undervise, hvis man ikke selv spiller og holder det ved lige. Det er jo heller ikke sådan, at jeg slet ikke spiller, men jeg havde lige brug for et par måneder uden poker. Det var egentlig slet ikke meningen, at jeg skulle spille den her turnering, men tilbuddet på brudesuiten var for godt, og så var der også lige lidt penge at spille for, afslutter Rasmus, der – som suiten antyder – har taget sin tilkomne med til Vejle.

Det bør naturligvis nævnes, at det ikke er tomme ord, når ‘Jungle’ fortæller, at han spiller, som han plejer. Kortene skal tilsyneladende ikke være sådan specielt pæne, før ‘Jungle’ mener, at de kan bruges til noget. Som en grinende Simon Nybo tidligere i dag sagde om ‘Jungle’; “Ham dér i Sæde 8 spiller vildt underligt.” Rasmus ‘Jungleras’ Nielsen sad ved spisepausen med en stack på 44.500, som er et godt stykke over average.

Hvis du ikke allerede har stiftet bekendtskab med ‘Jungleras’ evner som pokercoach, kan du gøre det på enten IntelliPoker.dk eller hans eget site.