Kasinoansat menes at have stjålet penge til at spille WSOP – tog derefter 11. plads i Event #1

En kasinoansat stjal angiveligt $25.000 fra sin arbejdsplads – Lancer Lanes Casino i Clarkston, Washington – sammen med en ven, og brugte derefter pengene til at leje en bil og køre til Las Vegas, hvor parret menes at have boet på The Rio og spillet med i forskellige WSOP turneringer, skriver PokerNews.com.

Den 27-årige kasinomedarbejder – Troy Wilcoxon – ankom til Las Vegas i tide til at spille med i Event #1, som var et $500 event for kasinomedarbejdere. Her dukkede 898 spillere op, hvilket skabte en præmiepulje på $404.100. Wilcoxons pokerevner var gode nok til at hive en 11. plads i land til en værdi af $5.010.

Hvor mange andre events Troy Wilcoxon har spillet med i, melder historien ikke noget om, men ikke desto mindre opdagede hans arbejdsplads at pengene var blevet stjålet og indså at det måtte være et inside job. Wilcoxon og hans makker, James Nolette, blev tilbageholdt og afhørt da de vendte tilbage til Washington, og her skulle Wilcoxon angiveligt have pralet af sine gevinster overfor betjentene, men samtidigt nægtet at have stjålet pengene.

I stedet antydede han, at en anden tidligere ansat ved Lancer Lanes Casino stod bag. Wilconox og Nolette blev dog senere arresteret og nu står parret tiltalt for tyveri, indbrud og hvidvask af penge.

“Der er en god chance, men vi ved ikke med sikkerhed hvorvidt pengene fra casino tyveriet dækkede Wilconoxs turneringsbuy-in og 8-dages ophold på Rio All-Suites Hotel and Casino i Las Vegas”, sagde Richard Muxzynski fra Clarkston Politi og forklarede endvidere, at der ikke var tegn på indbrud, samt at forbrydelsen synes at være begået af nogen som havde kendskab til kasinoet.

De to mistænkte har begge betalt kaution og skal nu for retten på mandag.

Artikelfoto: Pokernews.com