Kipster i hurtigt exit fra Super Highroller

Jesper ‘Kipster’ Hougaard skulle i går forsøge at overføre storformen fra ugens givtige cashgame til turneringsfronten, da han stillede op i en €25.000 dyr WSOP Circuit Super Highroller på Kings Casino i den tjekkiske grænseby Rozvadov.

Læs også: Sindssygt! Kipster vinder €250.000 på en time

Den danske PLO-haj latereggede sig ved Dag 2’s spilstart, men var desværre en af de første til at blive sendt på railen, da han forsøgte sig med et modigt move, som ikke helt gik efter planen.

Besim Hot åbnede fra tidlig position og Franco Cantarella og ‘Kipster’ kaldte i henholdsvis small blind og big blind. På {5-Clubs}{10-Hearts}{2-Diamonds}-floppet skete der ting og sager. ‘Kipster’ lagde ud med at stikke 7.200 til midten, og da Hot reraisede til 18.500, svarede danskeren igen ved at gå all in for 80.000. Schweiziske Besim Hot kaldte imidlertid hurtigt med {Q-Hearts}{Q-Spades}, hvilket var dårligt nyt for ‘Kipster’, der var ude i en semiskummer med {A-Hearts}{4-Diamonds}, og nu skulle ud og ramme en treer eller et es.

Turn var {6-Diamonds} og river {J-Spades}, og dermed var det farvel og tak for ‘Kipster’s vedkommende.

Stipo Vladic endte med at vinde turneringen, da han slog den tjekkiske cashgame-chef Martin Kabrhel heads-up. Sejren gav ham €256.025, mens Kabrhel fik €153.615 for andenpladsen.