Kipster: – Uden fisk er rullen ikke rigtig til det

Som vi berettede i går her på PNN.dk, er PokerStars i færd med at arrangere en All Star Showdown Heads Up PLO-turnering med et buy-in på $100.000, og det er noget som formentligt vil tiltrække nogle af de største udenlandske PLO-hajer.

All Star Showdown afvikles som en cash game-turnering, hvor blinds aldrig stiger, og der spilles heads up på fire borde simultant. Det er guf for folk som Ashton Griffen, Jens Kyllönen, Ziigmund, Phil Galfond, Ben Sulsky og selvfølgelig Daniel “Jungleman” Cates der alle forventes at stille op, og dermed er der lagt op til et All Star event fyldt med PLO-specialister.

Men hvorvidt vi får dansk deltagelse i den nye All Star Showdown er endnu usikkert. Theo Jørgensen sagde således i går til PNN.dk, at han ikke havde hørt så meget om formatet endnu, men at han ikke ville afvise at spille med.

Læs også: Theo afviser ikke deltagelse i $100.000 All Star Showdown

Derudover fangede vi den danske PLO-specialist Jesper “Kipster” Hougaard til en sludder om den nye PLO All Star Showdown:

“Jeg spiller alt for lidt HU til overhovedet at overveje det, og selv hvis det havde været et ring game-format, havde jeg formentlig ikke deltaget medmindre PokerStars trak et par saftige navne op af hatten”, sagde “Kipster” om sin egen lyst til at stille op i den nye All Star Showdown.

Det er ikke kun “Kipsters'” manglende HU-træning, som gør at han formentligt ikke deltager i denne omgang. Det hårde felt og udsigten til et haj-fyldt akvarie uden fisk, får “Kipster” til at smække pengekassen i:

“Min rulle tillader ikke, at jeg bare skyder 100k afsted, uden at jeg ser noget value”, siger “Kipster” snusfornuftigt, og vi forstår ham ganske udmærket. Game selection er jo en dyd i poker.

Men om alle danskere vælger at være lige fornuftige vil tiden vide. Andre danske navne som Gus Hansen, AlexKP og Dennis Bjerregaard kan muligvis fristes af dette event, mener “Kipster”:

“Jeg vurderer at Gus, KP og Dennis Bjerregaard er de bedste danskere til HU PLO. Den eneste som realistisk set ville kunne stille op er vel KP og selv han ville formentlig sælge 50% – i hvert fald hvis han er fornuftig. Hvorvidt han så er vindende imod de bedste i verden er svært at sige.”

Jesper “Kipster” Hougaard mener også, at der er en spinkel chance for, at Gus Hansen stiller op i dette event:

“Jeg synes faktisk Gus er rigtig skrap heads op i det jeg har set, men han har muligvis en klausul der forbyder ham at spille andre steder end på Full Tilt Poker. På den anden side har PokerStars jo med det gejl de lavede i London (PokerStars Pros vs Full Tilts The Professionals, red.) vist, at de ikke er bange for at cross-brande de to sites, så hvem ved…?”, slutter “Kipster” af.

Gus Hansen, AlexKP og selvfølgelig Theo Jørgensen er derfor de bedste bud lige nu på dansk deltagelse i PokerStars’ store PLO All Star Showdown. Vi krydser fingre for at mindst én af dem samler handsken op.