Kipsters opfindelse er launchet
Jesper ‘Kipster’ Hougaards karriere som businessman er nu for alvor skudt i gang. Hans opfindelse/produkt, som vi tidligere har skrevet om her på pnn.dk, er launchet, og der er allerede betalende kunder i butikken.
Jespers virksomhed er nu klar med en software, der skal gøre gaming-sidernes verificeringsproces meget lettere og meget mere effektiv. Nogle af de store aktører mister kunder – mange kunder – fordi de skal overholde reglerne og verificere deres kunder meget grundigt. Det problem kan Jespers produkt løse, siger han.
”Vi har brugt 18 måneder på det nu. Men jeg er kæmpe optimist. Når vi er til kundemøder og fortæller de potentielle kunder, hvad produktet kan, er de meget begejstrede. ’Hvis det kan det, som du siger, så er vi på’, siger de. Og det er sgu en god situation at stå i for en nystartet virksomhed – at kunderne ligefrem tørster efter produktet,” sagde Jesper, der selv har kastet millioner efter projektet, til pnn.dk tilbage i starten af november måned 2011.
Hele den historie kan du læse lige her.
Og nu har produktet så – endelig ‘ramt hylderne’. Men færdigt er det ikke – og bliver det heller aldrig.
“Vores produkt bliver aldrig færdigt – vi vil altid udvikle videre på det,” fortæller Jesper til pnn.dk.
Han glæder sig bare over, at produktet allerede er blevet taget rigtigt godt imod.
“Det ser rigtigt godt ud. Vi hjælper jo virksomhederne, der skal have licens i Danmark med at overholde den tekniske compliance som spillemyndighederne har stillet som krav,” siger Jesper.
Stort held og lykke til Jesper og produktet herfra.