Kongsgaard: Wissing har gode chancer
Søren Kongsgaard var sidste år selv på finalebordet i Partouche Poker Tour, hvor han sluttede som nummer seks. Så hvem skulle være bedre at spørge om, hvad det er for en oplevelse, der venter Mads Wissing om et lille øjeblik:
“Det er en ret speciel oplevelse. For på trods af at man har kæmpet sig gennem flere hundrede modspillere, føler man alligevel, at man starter lidt fra scratch. Ingen spillere kommer ind til finalebordet med momentum. Det er klart, at der er en del historik mellem spillerne, men alligevel føler jeg at Wissing har en god chance for at gå ind og tage kontrollen på bordet, hvis han starter aggressivt ud,” siger Søren, og tilføjer med et grin:
“Nu bustede jeg jo i første hånd jeg spillede sidste år, så jeg ved ikke rigtigt hvordan tingene forløber efter det.”
Tror du han har håndteret den lange pause rigtigt?
“Det er svært at sige, hvordan man skal håndtere pausen. Nogle spiller bedst, hvis de har spillet livepoker hver dag i flere måneder i træk. Andre foretrækker at tage det lidt mere afslappet. Men jeg er da ikke i tvivl om Wissing har valgt den approach der passer ham bedst.”
Hvordan havde du det selv med pausen?
“Jeg havde det lidt blandet. For efter jeg tog et beat i en stor pot sidste hånd på dagen, hvor vi spillede ned til 18 følte jeg ikke rigtigt, at jeg havde muligheden for at tage kontrol over bordet på dagen, hvor vi spillede ned til finalebordet. Men på den anden side følte jeg at flere på finalebordet var ret urutinerede, og jeg havde ikke lyst til at de skulle have to-tre måneder, hvor de kunne træne intensivt.”
Tilbage er bare at sige: GL, Wissing!