Legendarisk svensk højdespringer hopper på pokeren

Husker du Patrik Sjöberg? Svensk højdespringer med meget lange ben, meget høje hop og meget langt svenskerhår? Patrik Sjöberg er intet mindre end en atletiklegende hos vores lettere bøvede broderfolk mod nord.

Han blev verdensmester i 1987, hvor han satte verdensrekord med højden 2.42 meter. Han er O.L. sølvvinder to gange (1984 og 1992) og har også en O.L.-bronze fra 1988, hvilket gør Patrik Sjöberg til den eneste højdespringer, der har vundet medalje ved tre forskellige Olympiske Lege.

Patrik Sjöberg er i dag 46 år og ligner en mand, der ville have alvorlige problemer med højden 1.42 meter. Han har igennem flere måneder været en særdeles omtalt mand i Sverige efter at have udgivet en selvbiografi, hvor han beskylder sin træner og stedfar for at have udnyttet ham seksuelt.

Nu er Patrik Sjöberg så igen i medierne, men denne gang er emnet noget mere stilfærdigt. Sjöberg er nemlig hoppet på pokerspillet, fortæller han til den svenske avis expressen.

“Tro det eller ej, men jeg spiller faktisk meget poker på nettet. Det er lettere at spille online, og man bliver ikke lige så stresset som når man spiller livepoker,” siger Patrik Sjöberg, der fik sin live-debut i Portugal for cirka to år siden. Sjöberg taler flydende portugisisk – et faktum, som hans modspillere ved bordet ikke lige var klar over.

“To portugisere begyndte at snakke om mig. Den ene sagde, at han kunne genkende mig, og den anden sagde, at jeg spillede som en idiot. Da jeg senere begyndte at tale portugisisk blev de godt rystede,” griner Patrik Sjöberg.

Læs hele historien her