Lørdagssejre til Allan Bække og Philip Schmidt

Allan Bække tog i løbet af ugen et sjældent afbræk fra onlinegrinden, da han drog til Malta for at spille European Poker Tour, og Bækkes fravær har Simon ‘IgorK’ Rønnow udnyttet til at overhale ham på PocketFives rangliste over danske turneringsspillere.

Den slags står Bække dog ikke til, og han har tilsyneladende sat alle sejl ind på at generobre den førsteplads, som han har siddet tungt på det meste af året.

I går blev det til en førsteplads og $3,520 i en $109+R NL Hold’em [6-Max]-turnering på PokerStars, og det blev så i nat fuldt op med en sejr i en $8.80+R NL Hold’em-tour, hvor Bække blev honoreret med $2,494 for sin indsats, inden han lidt senere også krydrede resultatlisten med en fjerdeplads til $1.125 i en $109 Turbo.

Også Philip Schmidt viste flaget frem i går aftes, da han strøg til tops i $3.30 Saturday Micro $20.000 Guaranteed. Efter 10½ times spil havde han sat samtlige 7671 modstandere til vægs, og kunne dermed proppe $3.357 i inderlommen.

Med tre mand tilbage forsøgte modstanderne ellers at overtale Philip Schmidt til at indgå en deal, men den danske haj afslog, og heldigvis for dét, for fem hænder senere havde han lukket ballet.