Fra low- til highstakes: “madsmk” vil forvandle $3000 til $60.000 inden nytår
Mads “madsmk” Knudsen har kastet sig over et nyt projekt, som skal tage fra lowstakes til highstakes med en startbankroll på $3000.
Inspireret af andre før ham har “madsmk” besluttet at kaste sig over et nyt spændende projekt, som betyder at han for en stund skifter sine normale jagtmarker på mid- og highstakest ud med nogle af de billigste turneringer på nettet.
Her på PNN.dk har vi ofte berettet om store online resultater fra “madsmk”s hånd, når han bl.a. på PokerStars under aliaset “roaden” har klonket i store turneringer, så hvad er det der nu får ham til at droppe de dyre turneringer til fordel for de billige?
“På trods af, at jeg har haft et ret pæne resultater, så ser min finansielle situation desværre ikke så god ud, som jeg kunne have håbet på; jeg er ikke broke, men variansen kan være ond. Jeg har vurderet, at jeg ikke vil dedikere penge nok til en rulle, som kan klare den potentielle varians på de stakes”, skriver Mads Knudsen i en tråd dedikeret til projektet hos PokerNet.dk.
Mads Knudsen har længe været backed af en investor som har set muligheden for at lave penge på “madsmk”s talent for poker, men den aftale har Mads nu selv valgt at stoppe med henblik på at kaste sig ud i det nye projekt, som bl.a. har til formål at genforene ham med konceptet bankroll management og samtidig klæde ham ordentligt på til en rolle som pokercoach i fremtiden.
“Når man har været backed længe, så mister man til en vis grad fatningen med “bankroll management”. Det er ikke nødvendigt, eftersom man på mange måder har en ubegrænset roll. Et af formålene med dette projekt er at genlære bankroll management og få det ind under huden igen”, skriver han og fortsætter:
“Derudover, så har jeg en forventning og forhåbning om at tjene lidt penge på coaching fremadrettet. Jeg vil dog ikke have samvittighed til at udbyde coaching på micro/lowstakes-niveau, så længe jeg ikke har en vis føling med niveauet. Det håber jeg også på at kunne få med dette projekt”.
Læs også: “Quadchrazs efter 30.000 SNGs: Overskud på 402.360 kr.
Målet er $60.000 inden nytår
Projektet betyder helt konkret, at “madsmk” starter med en bankroll på $3000, hvilket svarer til 200 x buy-in i de turneringer han har tænkt sig at spille, og når bankrollen er vokset i tilstrækkelig grad kan han således stige i stakes.
Mads har længe været vant til at spille de lidt dyrere turneringer på nettet, og han udelukker ikke helt at vi stadig får ham at se i nogle highstakes-turneringer sideløbende med projektet.
“Det kan og vil med stor sandsynlighed forekomme, at der kommer søndage eller turneringsserier, hvor jeg vurderer, at jeg giver for meget EV (expected value, red.) op ved at have fokus på det her projekt, fremfor gode valuefyldte tours. Er det tilfældet, så betragtes de tours ikke som en del af projektet”, skriver han i tråden hos PokerNet.dk.
Det overordnede mål for projektet er iflg. “madsmk” at ramme en økonomisk milepæl på $60.000 inden d. 1 januar 2015, hvilket vil betyde et overskud på $57.000.
Læs også: Coimbras $100 er blevet $70.000 værd
For at øge lirfaktoren for de mange som følger Mads’ projekt på PokerNet.dk, vil han fra tid til anden forsøge at sende et forsinket stream fra sine turneringer, så interesserede kan følge med på railen, og han lufter også muligheden for, at han vil lave videoer fra nogle af sine sessions.