MadsMK til WPT: Ærlig talt er det vel mere profitabelt at blive hjemme

Én af de unge løver ved WPT Vejle er også frontløber for hele turneringen. Mads ‘MadsMK’ Knudsen er på vej mod et flot resultat i Vejle, efter at han tordnede igennem Dag 2, hvor han spillede en grotesk mængde hænder ved bordene og altså kom ud på toppen i de fleste af dem.

På Dag 2 hørte vi af flere omgange andre spillere i feltet, der i pauserne stod og talte om netop Mads. De kommenterede på hans mildest talt aggressive spillestil, hvor kortene ikke skal have ret meget maling på sig, før Mads mener, at de godt kan spilles. Det hænger sammen med hans tilværelse som online-spiller, hvor han er vant til, at spillet kører lidt hurtigere.

“Det er lidt bevidst, at jeg spiller så mange hænder, men jeg er vant til at spille online, så jeg er ikke super disciplineret, når jeg spiller live,” smiler Mads, da vi spørger ind til dén spillestil, som mange tilskuere har fundet underholdende at overvære.

Læs også: 36 mand øjner WPT-finalebordet: Sådan sidder de på Dag 3

Det er helt sikkert ‘god lir’ at være til WPT Vejle. Spillerne hygger sig, og hvad enten det er baren, casinoet eller noget helt tredje der trækker, når sidste hånd er spillet, så morer de fleste folk sig ganske glimrende. Det store spørgsmål er dog, om det for de skrappe online-spillere i det hele taget er profitabelt at spille en live-turnering som WPT-Vejle. Det tager trods alt lang tid, potentielt flere dage, men det er jo langt fra sikkert, at de havner i pengene. ‘MadsMK’, der i øvrigt selv har kvalificeret sig på Danske Spil, hygger sig da også gevaldigt i Vejle, men er ikke sikker på, at det – set på den lange bane – ikke havde været mere profitabelt at blive hjemme.

“Skal man være helt ærlig, så er det nok mere +EV at blive hjemme foran skærmen. Den her turneringen er sådan lige i underkanten. Sideturneringerne er ikke så attraktive for sådan én som mig, så når man buster, er det hjem foran skærmen. Til gengæld er det givtigt at tale med alle de andre, og det er jo også hyggeligt. Nu har jeg spillet en Dag 2 og skal spille en Dag 3 – det har jeg sgu aldrig prøvet før,” griner ‘MadsMK’, der som flere andre i feltet er vant til at tjene til dagen og vejen ved den virtuelle filt.

‘MadsMK’ har da heller ikke spillet mange live-turneringer i sit liv, og som han selv nævner, så er han heller aldrig kommet specielt langt i dem, som han trods alt har spillet. Han skyder på, at det nok er omkring hans tiende store liveturnering, men understreger at han aldrig har spillet en live-turnering, der havde et buy-in over de 12.000 kr. Foreløbigt kunne det altså godt se ud, som om tiende gang kunne være lykkens gang for Mads.

Læs også: Så skal der ugles: 10 hænder med Mads ‘MK’