Mercier: Er blandt verdens bedste online Mixed Game-spillere
Jason Mercier skulle ikke bruge meget mere end et par år, før han havde spillet sig ind i bevidstheden hos noget nær alle pokerinteresserede i verden. Mercier vandt et hav af turneringer i løbet af sin karrieres første år, og han har siden da været at finde blandt spillets største navne. I et nyt interview med pokerlistings.com fortæller den amerikanske superstjerne, at han aldrig har været bange for at løbe tør for penge, og sidst giver han en forklaring på, at han ved enkelte lejligheder har været at finde på Pokerstars’ dyreste borde, så længe spillet har været et mix af flere forskellige varianter.
Læs også: Agerskov ramte forbi på stort finalebord
Mercier har den sidste måned spillet sig til et solidt overskud på $164.690 hos Pokerstars, og amerikaneren fortæller, at han før Black Friday spillede et hav af Mixed Games, mens han for tiden har sværere ved at passe onlinesessions ind i programmet, da amerikanerne som bekendt stadig kæmper med den hjemlige lovgivning. Mercier ser dog stadig sig selv, som værende blandt eliten, når det gælder hans foretrukne variant.
“Jeg ser helt sikkert mig selv som en af verdens bedste online Mixed Game-spillere, og jeg kan sagtens tåle at tabe $100.000 på en session. Men hvis jeg taber for meget, så stopper jeg. Jeg bryder mig ikke om at risikere for meget af min bankroll på en enkelt session. Hvis spillet bliver for højt, sælger jeg typisk noget af min action. Jeg køber ikke selv andres, men jeg kender en gruppe spillere, der altid er villige til at købe noget af min,” fortæller Jason Mercier til Pokerlistings.com.
Læs også: ‘VM’ og ‘Frimærket’ kæmpede sig videre i London
Selv om Mercier vandt millioner af dollars i sin karrieres første år, så har pokeren efterfølgende budt på flere nedture. Pokerstjernen holder stadig fast i, at hans årlige mål er at vinde en million dollars, men især 2012 endte med at give et noget andet resultat.
“Jeg har været igennem flere downswings. En del vil kunne huske mine tweets fra 2012, hvor jeg var desperat over at have tabt næsten $2 millioner på seks måneder, hvor jeg ingen resultater fik. Mine tanker kredsede dog ikke omkring at stoppe, men i stedet om at være forsigtig og styre min bankroll,” fortæller Mercier i interviewet, hvor han også konkluderer, at Dan Colmans imponerende resultater i turneringspokeren, må være det bedste ‘run’ i spillets historie.
Jason Mercier er netop nu i London, hvor han sammen med en stor del af verdenseliten kæmper for at føje flere titler til et i forvejen imponerende CV. Du kan læse hele det glimrende interview med Jason Mercier lige her: Interview with Jason Mercier.