Mickey og PokerStars forlænger samarbejdet
Danske pokerspillere med en sponsorkontrakt kan efter hånden tælles på en hånd, der har været en tur i en affaldskværn. Blot Theo Jørgensen, Gus Hansen og Mickey Petersen kan fremvise kontrakter af en betydelig størrelse, så derfor er der heller ikke noget at sige til, at sidstnævnte jubler på twitter over, at han netop har forlænget samarbejdet med PokerStars.
“Jeg er glad og stolt over at have skrevet under på endnu et år med PokerStars,” skriver Mickey således på det sociale medie.
Mickey Petersen er en del af Team PokerStars Online sammen med profiler som Lex Veldhuis og Isaac Haxton, og har igennem karrieren cashet for næsten $4 millioner på verdens største pokersite.
Karrierens største sejr faldt dog ved livefilten, da han i 2012 scorede 2,5 millioner kroner ved at vinde EPT’en på hjemmebanen i København.
Mickey Petersens næste opgave som sponseret spiller bliver EPT Barcelona senere på måneden. PNN.dk følger slagets gang i den store jubilæumsturnering fra den katalanske hovedstad, og lover, at det bliver næsten som at være der selv.