Mickey og Søren Smith Hansen strøg til tops på PokerStars
Selv på en halvkedelig onsdag i Champion Leaguens tegn viste de danske spillere sig frem på PokerStars, ikke mindst Team PokerStars Online pro’en Mickey Petersen, der på PokerStars.fr stod for dagens største danske cash med en sejr i en €250 6 Max-turnering med €10.000 i den garanterede præmiepulje.
Under det fantastiske nick “creepcrêpe” tog han sig af en førstepræmie på $5,319, hvilket svarer til lige knap 30.000 kroner.
Tidligere på dagen viste Søren ‘YukoEgawa’ Smith Hansen, at han er i stand til at vinde flips, da han sejrede i en $25 Hyper Turbo-turnering på PokerStars’ modersite, hvilket gav en tot på $2.285 til rullen.
Sejren betyder, at Søren Smith Hansen indsnævrer hullet op til sin storebror, Mads Smith Hansen, på PocketFives rangliste over danske turneringsspillere. Søren Smith Hansen indtager nu fjerdepladsen lige bag sin storebror og en anden af hans grindmakkere, Martin ‘Skrigepas’ B. Hansen. Allan Bække topper fortsat ranglisten med en pæn margen ned til forfølgerne.