Mickey Petersen: – Pinligt hvis jeg ender året i minus

Mickey Petersen har på livefronten leveret flere fornemme resultater i 2012, hvor det ikke blot er blevet til sejr i ved EPT København, men også flere lige-ved-og-næsten-finaleborde under World Series of Poker.

Til gengæld har det haltet gevaldigt på onlinefronten, og den danske turneringsspecialist har ved flere lejligheder nævnt, at han befinder sig i karrierens største downswing. Det synes dog at være ved at vende nu. De seneste 10 dage har Mickey Petersen grindet igennem på hjemmebanen PokerStars og det er blevet til masser af cashes, flere sejre, og så sent som i forgårs vandt han et seat til EPT San Remo.

Læs også: Mickey Petersen ustoppelig – 16 sejre på en uge!

Vi spurgte Mickey Petersen, om han nu igen er på rette vej.

“Jeg vil sige det er gået meget fint siden jeg er kommet hjem, har grindet stort set hver dag. Jeg prøver at få lagt noget ordentligt volume i og se om jeg ikke kan få vendt mit onlineår. Det ville være lidt pinligt at ende året nede. Og ja satelitterne er gået rigtigt fint, der er god value hvis man forstår formattet. Tror jeg har vundet 3-4 WCOOP seats og en til San Remo siden jeg er kommet hjem, men det siger også sig selv, at man også har en del i buy-ins.”

Hvis man trækker buy ins fra, hvordan ser bundlinjen så ud for den seneste tid?

“Jeg tror jeg er oppe omkring $25.000 i de sidste 10 dage siden jeg kom tilbage.”

Hvordan håndterer du et downswing? Er det noget der går dig på og som du bruger energi på?

“Altså, det er klart, at det er noget man tænker lidt over. Jeg har spillet langt mindre online i år end jeg nogensinde har gjort før, men har stadigvæk lagt ok volumen ind og ville meget gerne undgå at have et tabende år online. Jeg har altid været fortaler for at man kan grinde sig ud af alle downswings, hvis man bare lægger nok volume ind, så det ville da vaere et knæk på selvtilliden, hvis jeg ender nede for året, men tror nu nok jeg skal få det vendt. Og uanset hvad har det været et godt år med EPT’en.”

“Med henhold til downswinget tror jeg faktisk det på en måde har været godt for mig. Hver gang jeg begynder at tabe i længere perioder begynder jeg at arbejde meget mere med mit spil. Jeg føler jeg er en meget bedre onlinespiller end jeg var i begyndelsen af året. Jeg er begyndt at bruge en HUD, bruger langt mere tid på at analysere og snakke strategi og har brugt timevis efter sessions på at nørde holdemresources shove ranges.”

Din manglende volumen, skyldes det, at du nu kun spiller på PokerStars pga kontrakt, eller har det været et bevist valg, at du ikke har spillet så meget?

“Nej, mellem PokerStars og PokerStars.fr har jeg haft mere end rigeligt af turneringer at vælge imellem. Kommer sig nok mest af at jeg bare har spillet en del live turneringer i år og har en kæreste som lige nu bor i USA, hvor jeg har tilbragt en del tid. Men nu hvor WCOOP er på trapperne skal jeg grinde sammen med Rasmus (Sibast red), så forhåbentlig bliver det god motivation til at få spillet igennem.”

Mickey Petersen slutter af med at fortælle, at han trænger til en puster fra de mange rejser, hvorfor han springer EPT Barcelona over. Til gengæld regner han med at spille resten af turneringerne i sæsonens European Poker Tour.