Morten Erlandsen gæster Pokermagasinet
Morten Erlandsen gæster i aften Pokermagasinet, og programmets to værter, Steen O.G. og Dan Rachlin, glæder sig til igen at se ham i studiet.
“Morten Erlandsen, det er da ham, de kalder Tour-chefen, ikke?,” griner Dan Rachlin.
Og uddyber:
“Morten er en super hyggelig og sympatisk fyr, og så vandt han jo rent faktisk en turnering for nogle måneder tilbage. Godt nok en mindre en af slagsen, men alligevel. Nej, spøg til side, så ved vi selvfølgelig godt, at Erlandsen er en meget dygtig spiller, og vi glæder os til at høre om hans forventninger til EPT København og WPT’en i Vejle. Og i det hele taget vil vi gerne høre, hvordan han har det, og hvad han har gået og lavet det sidste års tid,” siger Dan Rachlin til Slowplay.dk.
Turneringen, som Dan Rachlin henviser til, var NordicBets Super Weekend i Tallinn sidst i november måned 2011, hvor Morten Erlandsen besejrede Pernille Ravn heads up, og scorede førstepræmien på €18.000.
Siden da har Morten Erlandsen spillet både en WPT og en EPT – uden den store succes.
Pokermagasinet går i luften på dk4 klokken 22.