Negreanu: Ivey vil forsvare sig mod løgnehistorierne – Lindgren er ludoman

Skeletterne vælter ud af skabet, og det er faktisk svært at følge med. Vi indrømmer blankt, at vi fortsat ikke har set PokerNews’ The Lederer Files igennem fra ende til anden, og det skyldes især, at de saftige historier nærmest eksploderede i det øjeblik, at sjette del af maraton-interviewet så dagens lys. Men vi skal nok komme igennem det.

Indtil da er det bare at konstatere, at alle lige pludselig gerne vil tale Full Tilt Poker – både dem, som i langt over et år intet har haft at sige, men også dem, der hele tiden gerne har villet tale Full Tilt Poker. Daniel Negreanu tilhører sidstnævnte kategori.

Læs også: Lederers forklaring: 30% sandhed, 30% benægtelse, 30% løgn og 10% FUCKING BULLSHIT!

Daniel Negraenu siger i et interview med pokerlistings.com, at han har talt med Phil Ivey, og at han er sikker på, at vi snart får hele historien – sådan som Phil Ivey ser den – fra verdens bedste pokerspillers egen mund.

“Når folk hører Iveys version af historien er jeg sikker på, at folk til fulde vil forstå, at Ivey intet forkert har gjort overhovedet. Han ville overhovedet ikke tage del i den kriminelle aktivitet, som Ray, Howard og Chris planlagde. Og den historie vil blive bakket op af andre medejere,” siger Daniel Negreanu.

Lindgren har et gambling problem

Overalt i verden ser det ud som om, at især Erick Lindgren bliver beskyldt for at være en vaskeægte ‘scumbag’ i forbindelse med Full Tilt Pokers kollaps, og hvis Howard Lederers ord, der faldt i interviewets sjette del, om Erick Lindgren er sande, er den generelle holdning da også til at forstå.

Læs: Lederer: Lindgren fik fire millioner dollars – skulle have lånt to

Daniel Negreanu og Erick Lindgren er gode venner, og det virker da også som om, at Daniel Negreanu går med listesko i forhold til at kritisere sin gode ven. Men en slags kritik bliver det da til:

“I forhold til Erick (Lindgren, red.) er det umuligt at bifalde hans aktioner. Det står klart, at han har et gambling problem, og at det har medført, at han har gjort nogle i sandhed fjollede ting (foolish things, lyder citatet, red.),” siger Daniel Negreanu.

Du kan læse hele interviewet lige her