Norsk politiker tager imod Odd Oddsens million-udfordring!

I tredje og sidste del af vores interviewserie med Ola ‘Odd_Oddsen’ Amundsgård sendte den norske highroller en udfordring af sted til de norske stortingspolitikere.

“Jeg vil udfordre alle stortingspolitikere i Norge til at spille en Heads Up-freeroll over 10.000 hænder om én million kroner, betalt af min egen lomme, hvis stortingspolitikerne skulle slå mig.”

“Jeg tilbyder dette for at bevise, at poker ikke er et tilfældighedsspil (som lovgivningen i Norge påstår.), men en tankesport baseret på færdigheder på lige linje med skak og bridge,” lød det fra ‘Odd_Oddsen’. Og et tilbud om en million-freeroll var mere end hvad Fremskrittspartiets Erlend Wiborg kunne takke nej til.

På sin blog offentliggjorde han for kort tid siden, at han tager imod udfordringen.

“Jeg er sandsynligvis en let modstander for Ola Amundsgård, men jeg takker ja til udfordringen om at møde ham under de forudsætninger, han har stillet op. Ola, tag derfor kontakt til mig, så kan vi sammen få sat fokus på behovet for en legalisering, og få at se, hvem af os, der vinder,” lyder det efterfulgt af en smiley. Du kan læse hele indlægget her.