Ny pokerlovgivning møder hård kritik fra pokerklubber
Siden landets første lovlige pokerklub åbnede i 2009, har lovgivningen på området været under heftig kritik. Klubberne lider blandt andet under administrative regler, der gør det både uattraktivt og besværligt at drive dem på frivillig basis, ligesom de nuværende restriktioner betyder, at klubberne er stærkt begrænsede i hvad de kan udbyde for landets spillere.
Nu er spillelovgivningen så endnu engang oppe at vende i Folketinget. I tirsdags var forslag L 173 til førstebehandling på Christiansborg, men hovedfokus var i langt højere grad på ændring af regler for spillehaller og banko, end reelle forbedringer for pokerklubberne, og det ærgrer Jens Christian Nielsen, der er medejer af Poker-Tours og er formand for klubben WestPoker i Ølgod. Han har sammen med 14 andre pokerklubber tidligere indsendt et langt høringssvar, hvor de på det kraftigste råder Folketinget til at genoverveje det eksisterende forslag.
“Vi – stort set alle pokerklubber i landet – har indsendt et høringssvar inden lovforslaget blev fremsat, men det har man overhovedet ikke taget hensyn til. Det vil på ingen måde hjælpe klubberne i kampen mod de ulovlige klubber. De få ændringer der foretages, der blandt andet tillader de lovlige pokerklubber at afholde ranglisteturneringer, er pålagt så mange restriktioner, at det i virkeligheden slet ikke kan fungere”, fortæller Jens Christian Nielsen.
I stedet opfordrer han og de andre pokerklubber i høringssvaret, at man i stedet nedsætter et udvalg, der kan tage hele lovgivningen under kærlig behandling.
“Skrot de ændringsforslag til pokerloven der er med i Lovforslaget, og nedsæt i stedet et udvalg af repræsentanter fra klubberne, kasinoerne og spillemyndigheden. Så kan de sammen ved hjælp af almindelig sund fornuft, finde frem til den formel, som vil gøre de lovlige pokerklubber til et reelt alternativ til de utallige ulovlige klubber, der finder rundt om i landet – det er den eneste vej til at få hevet pokerspillet ud af de skumle baglokaler.
En ommer
Det er i øvrigt ikke første gang, at pokerlovgivningen er forsøgt ændret. Tilbage i 2013 fremsatte den konservative folketingspolitiker Tom Behnke et omfattende ændringsforslag i samarbejde med pokerklubberne, men den gang blev forslaget afvist på Christiansborg.
Læs også: Tom Behnke foreslår ny pokerlov: – Lovlige pokerklubber har det for svært
Læs også: Tom Behnke: Rammerne for pokerklubber i Danmark er for snævre
Den igangværende ændring er væsentligt mindre ambitiøs end den foreslåede i 2013, og kommer reelt set ikke til at betyde andet, end at pokerklubberne fremover vil kunne afholde to turneringer på samme dag, hvor buy-in til sammen stadig ikke må overskride 300 kroner.
Der er dog stadig håb om, at forslaget kan nå at blive ændret inden Folketingets andenbehandling. Fristen for ændringsforslag er den 5. maj, og Jens Christian Nielsen oplyser, at pokerklubberne endnu engang har henvendt sig til Skatteminister Benny Engelbrecht i håb om mere gunstige forhold.
Du kan se hele debatten fra førstebehandlingen af lovforslaget på Folketingets hjemmeside