Partouche Poker Tour løber fra garanti på €5.000.000

Kan man bare løbe fra en garanti? Fra en garanteret præmiepulje?

Nej, vel?

Det er ikke desto mindre hvad Partouche Poker Tour er i fuld gang med. Sidste år – ganske kort efter Sam Tricketts sejr – garanterede Partouche Poker Tour en samlet præmiepulje på intet mindre end €5.000.000, men den garanti er nu trukket tilbage/fejet under gulvtæppet. Faktisk nægter Partouche Poker Tour tilsyneladende overhovedet at vedkende sig garantien, selv om der eksisterer konkrete beviser for den. Det vender vi tilbage til.

Partouche Poker Tour Main Event 2012 er som bekendt i fuld gang, og de tørre tal siger, at 562 buy-ins giver en samlet præmiepulje på cirka €4,3 millioner – stort set samme tal som sidste år. Det vil altså sige, at der mangler cirka €700.000 – immervæk en sjat.

Og det er jo så her, at garantien kommer ind i billedet. For en garanti er jo en garanti, og derfor må der jo spædes til præmiepuljen fra arrangørernes side, ikke sandt? Nej. Ifølge de officielle præmieudbetalinger vil der kun blive udbetalt de €4,3 millioner, som spillerne selv lagt.

En skandale? Det mener i hvert fald Justin Bonomo, der også har fundet beviser på garantien på de €5.000.000. Justin Bonomo er rasende:

“Hvis Partouche Poker Tour får fixet præmiepuljen, vil jeg tilgive dem. Ellers vil jeg aldrig spille der igen og vil fortsætte med at sprede ordet,” skriver amerikaneren på Twitter.

Næste tweet:

“Hvis præmiepuljen ikke bliver fixet, bør de sidste 18 spillere dele kontaktinfo og arbejde sammen om at stable et sagsanlæg på benene.”

Næste tweet – her beskylder Justin Bonomo simpelthen Partouche Poker Tour for at være i fuld gang med at slette alle spor efter sig.

“Godt at jeg postede screenshots i stedet for links. Partouche Poker Tour er i fuld gang med at slette alle spor om garantien. Very incriminating,” skriver Justin Bonomo.

Det screenshot som Jusin Bonomo henviser til kan du se lige her:

Se hele teksten lige her

Partouche Poker Tour har fortsat ikke kommenteret sagen.