Peter Eastgate: Motivationen er tilbage!

LAS VEGAS – EKSKLUSIVT FOR pnn.dk

Peter Eastgate, dansk verdensmester fra 2008 og nuværende Betfair-pro, har genfundet motivationen til poker. Om det er noget, der varer ved, må vi bare vente og se, men lige nu – under World Series Of Poker – er Peter tændt.

Og han har jo altså også allerede i den grad vist sig frem. Peter Easgate blev nummer fire i Event 56 – $1.500 No Limit Hold’em – hvor næsten 2.800 spillede til start. Over $200.000 cashede Peter Eastgate ved den lejlighed.

Næste punkt på programmet hedder naturligvis World Series Of Poker Main Event. Peter stiller op i morgen – dag 1B – og han glæder sig til det går løs.

“Jeg er motiveret, det er helt sikkert. Jeg glæder mig. Det er ikke sådan, at jeg slet ikke kan sidde stille, for min erfaring er, at det handler om at finde en balance. Hvis man er overmotiveret og overspændt er det ikke god ting. Men jeg føler, at jeg er, hvor jeg skal være,” siger Peter Eastgate til pnn.dk.

LÆS OGSÅ: Eastgates rail i hårde forhandlinger: Vi slår om hvem der henter øl!

Peter Eastgates Betfair-kollega, Stefan Raffay, er slet ikke i tvivl om, at Peter Eastgate – med den medvind, der skal til i et VM – kan levere et nyt topresultat.

“Peter er klar, det er der slet ingen tvivl om. Han er sulten igen. Det nytter ikke noget at spille, hvis du ikke har motivationen, og den har Peter fundet igen,” siger Stefan Raffay til pnn.dk.

Stefan Raffay skal i øvrigt også i kamp i morgen, og vi følger naturligvis alle danskerne, der skal i ilden i morgen, så tæt som overhovedet muligt.