Peter Eastgate vil være fysioterapeut
Vores dygtige kollega på Pokernews Danmark, Mathias L. Jørgensen, har haft fat i Peter Eastgate, hvilket der er kommet et overordentligt interessant interview ud af. Danmarks til dato eneste verdensmester fortæller blandt andet om, hvordan hans meriterende sejr i WSOP Main Event til 53 millioner kroner fik jagten på flere skillinger til at forekomme meningsløs og ligegyldig.
Peter Eastgate fortæller videre, at han nu jagter et nyt foretagende, han kan se mening med at bruge sit liv på. Og det er her, der kommer en ganske overraskende udmelding. Han overvejer nemlig at blive fysioterapeut.
”For godt og vel et år siden fik jeg en overbelastningsskade i højre knæ grundet for megen løbetræning. Jeg fik noget behandling ude hos fysioterapeuterne hos ProTreatment, der lindrede generne i knæet. Det inspirerede mig til at få tanken om det var uddannelse, der passede ideelt på mine behov.”
”Ikke desto mindre har jeg ikke fået omsat den ide til handling, men forhåbentlig får jeg hanket op i mig selv i løbet af 2012 og tilmeldt mig én af de utallige fysioterapiskoler i London. Jeg har luftet ideen for mange forskellige venner og familiemedlemmer, så skylder efterhånden dem og mig selv, at gode intentioner får en helhjertet chance,” siger han til PokerNews Danmark.