Phil Galfond: 2-7 Triple Draw vil dø ud over de næste par år

Phil Galfond måtte i går nøjes med en skuffende sjetteplads, da han satte sig til rette på finalebordet i Event #20: $3000 NL Hold’em Shootout, og for den placering høstede Galfond $48,043.

Ikke noget svimlende stort cash for en mand, som i forvejen havde cashet for små $1.9 mio. i live turneringer i karrieren, og som har vundet millioner af dollars i online cash games.

I et nyt interview med Pokerlistings.com taler Galfond bl.a. om netop de tæskedyre cash games på internettet, og her mener Galfond at det bliver stadigt sværere at overleve i highstakes-arenaen, hvor konkurrencen gradvist skærpes.

Læs også: Galfond: – Skal de holde os i hånden, mens vi spiller om hundredetusinder af dollars

“Spillene bliver værre online. Ja, det fortsætter. Det har ikke været godt. Spillene er rykket fra NL Hold’em til Pot Limit Omaha, og nu er de fleste af nosebleed-spillene enten Triple Draw eller 8-Game”, lyder det fra Galfond.

“Jeg kan spille Triple Draw, men jeg er ikke rigtig god nok til at stille op i ret mange 8-Game lineups”, fortsætter han.

Men har man planer om at etablere sig på de højeste takster på nettet, gør man klogt i at dygtiggøre sig i alle varianterne i 8-Game, mener Galfond.

“Jeg tror, det bliver mit næste mål, fordi jeg tror at Triple Draw, over de næste to år, på en måde langsomt vil dø på de højeste takster, så jeg tror mix (Mixed Games, red.) er det næste”, siger han.

Mens Galfond øver sig på at forbedre sine evner i 8-Game varianterne 2-7 Triple Draw, Limit Hold’em, Limit Omaha 8-or-better HiLo, Razz, Seven Card Stud, Limit Stud 8-or-better HiLo, NL Hold’em og Pot Limit Omaha, fortsætter han med at gøre sig gældende i de største spil – således også live, hvor han altså i disse dage giver den gas ved WSOP i Las Vegas.

Læs også: Galfond: – Folk der arbejder hårdt, fortjener den fordel de får

 

Turneringer er mere en sport

Det er dog ikke pengene, som driver værket, når Galfond stiller op til WSOP turneringerne, fortæller han. Det handler om at være den bedste.

“Der er noget over turneringer, som jeg godt kan lide. Ofte taber jeg en stor pot i et cash game, og jeg er, du ved, lidt skuffet, men hvis jeg buster ud af en $3k tidligt betyder det mere. Det er underligt”, siger Galfond og fortsætter:

“Den måde turneringerne er sat op på er mere en sport. Fordi så mange pokerspillere er konkurrencemennesker, og de ønsker virkeligt at vinde.

Læs også: TV: Se Kollerup dyste i PLO mod Phil Galfond på SCOOP finalebord

En af de turneringer alle gerne vil vinde, er naturligvis million-dollar turneringen Big One for One Drop, som løber af stablen fra d. 29 juni. Den pønser Galfond også på at give et skud, men det kræver dog, at han kan sælge mere action.

“Jeg har ikke solgt så meget, som jeg gerne ville indtil videre”, siger han i interviewet med Pokerlistings.com, som du kan læse i sin helhed her.