Phil Ivey broke?

Det er ikke kun Mike ’TheMouth’ Matusow der kan finde ud af at åbne munden – det kan hans bror, Scott Matusow, tilsyneladende også. Han går nemlig i en blog, skrevet i går, til frontalangreb på selveste Phil Ivey.

Sagens kerne er Phil Iveys skilsmissesag, som i øjeblikket er oppe i de amerikanske medier, efter det er kommet frem, at Ivey efter et forlig var blevet indgået, efterfølgende har betalt sagens dommer, Bill Gonzales, to gange $5.000. Noget der kunne lugte af bestikkelse – i hvert fald ifølge hans ex-kone Lucietta Ivey, som nu vil have dommeren sat af sin bestilling og sagen til at gå om.

I avisen Las Vegas Review Journal som dækker historien kommer det desuden frem, at Phil Ivey ikke siden april måned har betalt hustrubidrag, hvilket hans advokat begrunder med, at han ikke længere har indtjening fra Full Tilt Poker. Du kan læse artiklen her.

Og så tilbage til Scott Matusow, som ligesom sin bror har en mening om alting. Ikke mindst denne sag.

”Det ser ud til, at rygterne taler sandt og Phil Ivey ”måske” er broke. Har jeg det dårligt med det? Hell no!! Jeg har ondt af hans ex-kone, men hun burde have vidst, at hun giftede sig med en ludoman. Rygterne siger, at Ivey skylder mindst et kasino 10 millioner dollars. Måske Ivey skulle have tænkt sig om en ekstra gang inden han lagde sag an mod Full Tilt Poker, hvilket ifølge mine kilder fik skræmt investorer væk, som ellers havde en mundtlig aftale med sitet.”

”Man ligger som man har redt. Normalt skriver jeg ikke om den slags, men jeg bryder mig virkelig ikke om det Phil Ivey rerpæsenterer. Alle har dog lov til at have deres mening, så tænk, hvad I har lyst til. Peace!!”.