Philip Hilm: Det er slut

“Jeg har lagt pokeren på hylden.”

Citatet tilhører – desværre – Philip Hilm. Han bor fortsat i Prag, og livet handler ikke længere om at spille kort. Overhovedet.

“Til sidst grindede jeg online udelukkende for pengenes skyld. Men jeg syntes, at det rent ud sagt var blevet kedeligt. Nu har jeg investeret størstedelen af mine pokergevinster i ejendomsbyggeri i Polen og lever fint af afkastet uden grinderiet,” siger 35-årige Philip Hilm, der dog stadigvæk godt kan opleve øjeblikke, hvor han savner livespillet.

“Ja, jeg kan en gang i mellem godt savne at spille live poker. Kasinoerne i Prag har mest games kørende om natten, hvilket ikke passer så godt sammen med familielivet. Og så er der fri rygning og gratis cigaretter til spillerne, og det bryder jeg mig meget lidt om,” siger Philip.

Den første dansker på ME-finalebordet

I 2007 gik Philip Hilm som den første dansker nogensinde til finalebordet i verdensmesterskaberne i poker. Endda som chipleader. En fuldstændig kompromisløs spillestil med helt igennem absurde udsving undervejs var de byggesten, der havde bragt ham i den gunstige position. Hilm opførte sig – som altid – pænt, men undervejs lykkedes det ham alligevel at sende ‘pokerprinsen’ Scotty Nguyen på årelang tilt. Da Scotty var blevet smidt på porten som nummer 11 af Hilm, gav han på vej ud af Rio selv udtryk for, at han havde tilladt Philip Hilm at kravle under huden på ham.

“It got personal. It was a big mistake,” sagde en rødmosset og svedende Scotty Nguyen, der først fik uddrevet sine Hilm-dæmoner, da han vandt sin famøse sejr i $50.000 H.O.R.S.E-turneringen året efter – ja, nemlig: Den, hvor han var fuld og hidsig. Du kan se en 10-minutters montage af 2008 H.O.R.S.E-finalebordet her.

Undervejs på finalebordet, hvor Scotty gjorde sig uvenner med alt og alle, siger han flere gange:

“I år er der ingen, der skal køre mig over!” Underforstået: Ligesom sidste år. Ligesom Hilm gjorde. Og i Scotty Nguyens ‘officielle’ undskyldning for sin optræden på finalebordet, er det tydeligt, at han stadigvæk ikke har rystet Hilm helt af sig. Igen slår han fast, at han lod ‘en spiller’ komme under huden på ham i sidste års Main Event. Den undskyldning kan du læse her.

Afslutningen på historien om Philip Hilms WSOP Main Event 2007 er, at han desværre ikke havde nogen som helst intentioner om at træde bare en lillebitte smule på bremsen på finalebordet, og selv om han gik til bordet som chipleader, var han første mand ude. Sendt på porten af Jerry Yang – den senere vinder.

Et langt tilløb

I 2009 begyndte Philip Hilm så for alvor at drosle ned for pokerkarrieren. Han flyttede til Prag med sin kone, Monika, og i december 2009 blev Philip far for første gang, da lille Amanda kom til verden. Men Philip gav udtryk for, at han stadigvæk fulgte nøje med, og at han havde tænkt sig at vende tilbage på et eller andet tidspunkt. Og i 2010 var han så tilbage i Las Vegas og Main Event, men denne gang måtte han dog takke af i løbet af dag 2. Philip giver igen i 2010 udtryk for, at han ikke får spillet alverden, men at han trods alt stadigvæk spiller en turnering i ny og næ.

Så tilløbet har været langt, men nu er beslutningen altså taget. Det er slut med pokerspillet. Men hvad skal der så ske?

“Nu nyder jeg mest livet som familiefar. Vi har en lille pige på knap 2 år og skal have en dreng i slutningen af november. Jeg vil helt klart fortsætte med mine ejendomsinvesteringer. Har fundet en niche, der giver et markant bedre afkast end man kunne forvente med den nuværende globale økonomiske situation,” siger Philip Hilm.

Slowplay.dk ønsker Philip Hilm alt mulig held og lykke i fremtiden. Og du skal være velkommen til at fortryde din beslutning anytime, Philip.