Poker på skoleskemaet: Nyt Spin&Go-seminar i København

Tobias Storm er ikke bare en skrap og seriøs pokerspiller, han har som en af få danske pokerproer også fået øjnene op for mulighederne for at lære fra sig. Sidste år stod han sammen med Tue ‘toche’ Ullerup bag et éndags seminar om shorthanded No Limit Hold’em cashgame, og i år er der så et helt nyt format på programmet. Tobias Storm har nemlig siden kastet sig over de populære Spin&Gos, og det er netop inden for denne disciplin, han nu tilbyder en udstrakt hånd til spillerne, der ikke helt har opnået den tilstrækkelige succes med hyper turbo-formatet.

Læs også: “Saibot” og “toche” inviterer til cash game seminar i København

Seminaret er blevet en realitet i samarbejde med den engelske Spin & Go-pro Charlie “longjohnfish” Errington, som vil være den primære underviser i løbet af dagens program. Derfor kommer undervisningen hovedsageligt også til at foregå på engelsk. Errington har igennem de sidste fire år levet af at spille poker, men valgte sidste efterår at skifte fra heads up hyper turbo-SNG’er til Spin & Go’s, da de første gang blev introduceret på PokerStars.

Seminaret kommer til at foregå søndag den 18. oktober fra klokken 12.00 til 19.00 i København, og prisen er $200. For pengene får du imidlertid en komplet gennemgang af, hvordan Errington og Storm griber formatet an, lige fra preflop ranges og limpingstrategier, over postflop spil, c-betting og HUD-stats, til proper bankroll-management og hvordan man undgår tilt.

Du kan læse endnu mere om seminaret på Pokernet, hvor det også er muligt at tilmelde sig begivenheden.