Pokerklubberne lider
Alt kildevand er udsolgt i caféen på Vesterbro Torv. Vesterbro skulle ifølge meldingerne godt nok være gået fri fra det E. coli-inficerede vand, der her fire dage efter de første ildevarslende meldinger fortsat betyder blus under tusindvis af kedler på Nørrebro og omegn, men Vesterbro-folket er åbenbart et skeptisk folkefærd. Vi kan få to med brus, og sådan bliver det.
Jes Bondo, formand for Dansk Pokerforbund og medejer af pokerklubben RiverClub i Valby, er manden, der blandt andet skal fortælle os, hvordan det står til med de danske pokerklubber, der har licensen i orden.
”Alle lider. Det er mit klare indtryk, at det er op ad bakke langt de fleste steder. Jeg har ikke talt med samtlige klubber rundt om i landet, men for RiverClub, der overholder alle regler, er det op ad bakke, og det siger jo sig selv. Hvor skal pengene komme fra, når der sidder 30 mand og spiller om hundrede kroner? Det er den ene ting. Den anden ting er, at det er svært at vænne spillerne til de nye regler.” siger Jes Bondo.
For restriktive regler
Pokerklubberne lever under den lovgivning, der trådte i kraft den første januar 2010, og selv om Jes Bondo opfatter lovgivningen i sig selv som en positiv ting, er der ifølge Jes Bondo fortsat store problemer.
”Man kan jo sige, at det er fantastisk, at vi har fået denne mulighed for at gøre poker lovligt. Og jeg kan også godt forstå tanken, at man siger ’nu gør vi det, men vi gør det meget restriktivt. Og hvis det så går godt, så åbner vi for posen hen ad vejen.’ Men når det så er sagt, så har jeg lært på den hårde måde, at sådan som vores demokrati fungerer, så er det noget, der tager lang tid. Man laver ikke lov bare for at lave lovændringer på samme lov tre måneder efter. Men nu er der gået snart to år, og det er tydeligt for enhver, at reglerne er alt for restriktive. Der er mange ting i de regler, der slet ikke giver nogen mening,” siger Jes Bondo, og uddyber:
”Det allervigtigste er indbetalingstidspunktet. I dag er det sådan, at man senest dagen før skal betale sit turneringsindskud. Men hvis man overholder alle andre regler, hvorfor skulle folk så ikke have lov til at tilmelde sig en turnering en time før turneringen starter? Det forstår jeg ikke. Det er i særklasse den vigtigste regel at få ændret hurtigst muligt, og det er fordi pokerspillere har den natur, som de nu engang har. Nu skal jeg passe på med at generalisere for meget, men det er min erfaring, at pokerspillere har meget lettere ved at finde ud af, at de gerne vil spille i aften fremfor en dag i næste uge. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det vil være meget positivt for pokerklubberne, hvis man kan få lov til at tilmelde sig på selve dagen,” siger Jes Bondo, der også har svært ved at se logikken i, at de lovlige pokerklubber tvinges til at holde lukket to dage om ugen.
”Det er endnu en af de ting, der gør, at de ulovlige klubber har en kæmpe fordel, for hvor tror du spillerne går hen, hvis de har lyst til at spille poker, når den lovlige klub er tvunget til at holde lukket?,” spørger han.
De illegale pokerklubber
Dermed har vi taget hul på emnet ’illegale pokerklubber’. Her bliver der spillet dyre turneringer og cashgames uden nogen form for kontrol. Og det siger sig selv, at de illegale pokerklubber ikke ligefrem gavner de lovlige pokerklubber.
”Jeg kan da godt forstå, at det er nemmere at gå et sted hen og bare hive pengene op ad lommen, og tage hjem med penge i lommen, hvis du vinder. Især når det ikke har konsekvenser. Lige da loven trådte i kraft for halvandet års tid siden, var myndighederne ude at lukke nogle klubber, men siden da har man ikke rigtigt hørt noget. Det betyder jo bare, at når der ikke er nogen konsekvens, så trives de ulovlige pokerklubber fint,” siger Jes Bondo, der er af den opfattelse, at de illegale pokerklubber eksisterer i rigt omfang. Men hvor stort et problem er de?
”Det er svært at sige helt præcist, men det er da nemt at formode, at hvis de ikke var der, ville der være større aktivitet i de lovlige klubber. For mig at se er det ren logik,” siger han.
Op med indskuddet
Jes Bondo ser også gerne, at der bliver kigget på turneringsindskuddets størrelse. I dag er reglerne sådan, at 300 kroner er den øvre grænse for de turneringer, som pokerklubberne må tilbyde. Jes Bondo synes, at det tal er for lavt sat.
”Jeg skal ikke sidde her og sige hvad den rigtige grænse er, men jeg kan bare konstatere, at en turnering varer en hel aften. Når vi skyder en turnering i gang i RiverClub kl. 19, har vi måske fundet en vinder ved midnat. 300 kroner, det er altså mindre end jeg skal af med, hvis jeg inviterer konen og min knægt i biffen med en gang popcorn. Og det tager måske to timer. Jeg kan ikke se noget i vejen for, at man for eksempel to gange om måneden kunne afholde en turnering til 500 kroner og en gang om måneden en turnering til 1.000 kroner,” siger Jes Bondo, og påpeger, at hvis man en gang i mellem kunne få lov til at afholde nogle turneringer til for eksempel 1.000 kroner, kunne man måske også få fat i nogle nye spillere, der normalt ikke gider spille turneringer til maksimalt 300 kroner.
Det store spørgsmål er så, hvornår det danske pokerfolk kan forvente at se nogle ændringer i pokerlovgivningen.
”Lige nu befinder vi os i et dødvande, fordi vi venter på valget. Det er dog mit klare indtryk, at der kommer en ændring af de værste fejl ved den gældende lovgivning – som for eksempel indbetalingstidspunktet – men hvornår det helt præcist sker, ved jeg ikke.”
Og hvad hvis ændringerne aldrig kommer?
”Så tror jeg, at konsekvensen vil være, at der ikke er flere lovlige pokerklubber i Danmark.”