PokerStars LIVE på Hippodrome åben for business
PokerStars åbnede tidligere i år deres første LIVE-pokerrum på Casino Gran Madrid i den spanske hovedstad, og i går kom turen så til London. Her åbnede PokerStars LIVE på The Hippodrome Casino officielt i aftes, hvilket skete med champagne i stride strømme og selvfølgelig en masse poker.
Festivitasen blev sparket i gang med en velgørenheds bounty-turnering for pressen, som havde PokerStars Pro’erne Jake Cody, Liv Boeree og Victoria Coren i startopstillingen. De blev gjort selskab af berømtheder som Dexter Fletcher og Jason Flemyng, som nogle sikkert vil huske fra filmen “Lock, Stock and Two Smoking Barrels”.
1. pladsen på £3000 gik til Jamie Klingler, som er Publishing Manager hos Shortlist Media, og han valgte at donere sin gevinst til CAH – en velgørenhedsorganisation som støtter forskning i Congenital Adrenal Hyperplasia.
David Vamplew må elske London
Herefter var det spillernes tur, og her dukkede en stor del af den britiske pokerelite op, og selv om der var tale om en freeroll, som blot skulle markere åbningen af det nye pokerrum, gik spillerne hårdt til værks. Det skyldes nok at 1. præmien trods alt var et £5000 sæde til EPT London Main Event. Det røg til Skotlands mest vindende spiller igennem tiderne – David “davidv1213” Vamplew. Ikke alene har han tidligere vundet EPT London og £900.000, men han fulgte også op på den bedrift med at vinde det første UKIPT Champion of Champions event nogensinde.
Man kan roligt sige, at London har været god ved skotten, og det er nok ikke sidste gang Vamplew lægger vejen forbi PokerStars LIVE på Hippodrome Casino i London.
Stemningsbilleder fra åbningen i går:

Jason Flemyng og Dexter Fletcher i action ved pokerbordet

Her ses Victoria Coren, Jake Cody, Jason Flemyng, Simon Thomas, Dexter Fletcher og Liv Boeree
Artikelfotos: Ben Pruchnie/Getty Images for PokerStarsblog.com