PokerStars slår ned på kreative USA-kunder

I april måned kom PokerStars frem til en aftale med U.S. Department of Justice, der betød, at det var slut med at udbyde spil til sitets kunder fra USA. Den beslutning har medført, at mange amerikanske poker-pro’er ganske enkelt er flyttet ud af landet, mens andre – både semi-pro’erne og hobbyspillerne – er blevet tvunget til at lægge onlinepokeren på hylden.

Men nu er det kommet frem, at nogle spillere har ignoreret de nye regler og er fortsat med at spille onlinepoker fra deres hjem i USA. Ifølge PokerStars’ VIP Manager, Steve Day, har det været muligt for spillerne at omgå reglerne ved at benytte sig af Virtual Private Network (VPN) – en metode, der betyder, at spillerens internetforbindelse er ført igennem andre lande i et forsøg på at maskere den faktiske IP-adresse.

Steve Day har inde på twoplustwo forklaret, at nogle af disse spillere har undgået at blive opdaget af PokerStars, mens andre nu er blevet opdaget og har fået frosset deres konti. Og han fastslår, at jagten på spillere, der benytter sig af VPN, vil blive forstærket.

Steve Day siger, at han endnu ikke ved, hvilke konsekvenser det vil få for de spillere, der har benyttet sig af VPN, men han understreger, at de kan blive særdeles alvorlige.

“Vi er endnu ikke sikre på, hvad der vil ske med de suspenderede konti. De er blevet indefrosset, og vi venter nu på vejledning fra en uafhængig moderator, der er blevet udpeget af Department of Justice,” siger Day til 2+2’s PokerCast, og udsteder en advarsel:

“Det er en fejl at benytte sig af denne metode. Mange bliver fanget, og konsekvenserne kan blive meget alvorlige. Vi bliver nødt til at håndhæve reglerne,” siger Steve Day.