Polk forsvarer Hastings: – Han skulle bare ha’ holdt sin mund!
Mit i sommerens WSOP-optur, som kastede to bracelet af sig, blev Brian Hastings beskyldt for multiaccounting af kollegaen David “WhooooKidd” Baker.
Spekulationerne begyndte, da David Baker postede beskyldninger på Twitter, hvor han anklagede Brian Hastings for at have brugt nicket “NoelHayes” under SCOOP-serien tidligere på året. Hastings er ellers kendt for at spille under nicket “$tinger 88″ på PokerStars.
De to spillere ramlede sammen på finalebordet i SCOOP Event #23-H ($2,100 No-Limit Hold’em) David Baker sluttede på femtepladsen – lige efter “NoelHayes” på fjerdepladsen.
Brian Hastings har selv været stille omkring beskyldningerne, men nu kommer en af hans highstakeskollegaer, Douglas ‘WGRider’ Polk, ham til undsætning.
I Joe “ChicagoJoey” Ingrams podcast forsvarer Polk ganske vist ikke direkte, hvad Hastings har gjort, men på den anden side, siger han, at Hastings eneste fejl var at fortælle andre om, at han spillede fra USA via en VPN.
“Det tager kun én person (at afsløre hans cover) – og det var præcist, hvad der skete!”
Ville ikke deltage i et spil som i Manila
I sidste uge tabte Daniel ‘Jungleman12’ Cates $5 millioner i et live cashgame i Manilia, og det er også et emne, som bliver berørt i podcasten. Polk siger nemlig, at han ville tøve med at deltage i et sådant cashgame, simpelthen fordi han ville være bange for, at der var snyd involveret.
Du kan se og høre hele podcasten her.