Pres på telefonlinjerne hos Danske Spil
Pokerdebutanten Danske Spil kom på overarbejde på årets første dag, hvor den massive interesse pressede kundeserviceafdelingen til det yderste. Derudover opstod der problemer med at komme til at spille på de internationale borde.
”Det er selvfølgelig frustrerende, at man har forberedt sig så længe, og så driller teknikken alligevel,” siger Danske Spils Pokermanager, Peter Holst, til ekstrabladet.dk/poker. Han var overrasket over, hvor mange spillere der allerede loggede ind på sitet så snart rådhusklokkerne havde bimlet færdigt.
”Det er selvfølgelig positivt, og overordnet set, så er vi egentligt godt tilfredse. Det er første gang, at Danske Spil udbyder poker, og der har været nogle små børnesygdomme, som vi skal have klaret, men ellers ser det overordnet godt ud.”