Profilerne står i kø for at spille Danske Spil tv-cashgame
Danske Spil er gået sammen med tv-kanalen Kanal Sport om et tv-cashgame i forbindelse med næste måneds DM i poker på Casino Copenhagen. Det meget ambitiøse tv-cashgame bliver et 100/200 kroners NLH/PLO-cashgame, og den slags poker-farvefjernsyn er en meget udfordrende og stor produktion at stable på benene. Men Danske Spil Poker behøver i hvert fald ikke på forhånd at bekymre sig om opbakning til det spændende projekt.
“Folk står i kø. Mange store navne har allerede meldt sig klar,” siger Danske Spils pokermanager, Peter Holst, til pnn.dk. Peter Holst fortæller også, at der ligesom i PokerStars’ Big Game vil være en slags ‘loose cannon’ – en spiller, der har kvalificeret sig til at sidde med til bords med de tunge drenge inden for dansk poker.
Ideen til tv-cashgamet opstod under WPT Vejle.
“Der kørte et cashgame med blandt andre AlexKP, Theo og Mads Andersen, og der var mange tilskuere på. Og de hyggede sig samtidig med, at de virkelig gav den gas ved bordet. Der var masser af store potter, og underholdningsværdien var simpelthen i top. Det var tydeligt, at folk syntes, at det var utroligt spændende, så der opstod ideen,” fortæller Peter Holst, der snart efter tog fat i Erik Jensen, Operations Manager på Casino Copenhagen.
“Erik var med på ideen, og derfra vidste vi, at det var noget, vi ville gøre,” siger Peter Holst.
Det forventes, at minimumsbuy-in til cashgamet er 20.000 kroner – med et maksimum 50.000 kroner. Datoen for tv-cashgamet hedder den 24. maj.
Spillet bliver efterfølgende delt op i 25-minutters afsnit, og den første tv-udsendelse vil blive vist så hurtigt som overhovedet muligt – sikkert inden for et par uger.
pnn.dk løfter på hatten for initiativet, og vi glæder os helt vildt til showet – det lyder ærligt talt som om, at det meget vel kunne gå hen og blive det mest underholdende danske poker-tv-produktion nogensinde.
Respekt!