Rasmus Agerskov: Flere bløde spots end forventet

Rasmus Agerskov blev en flot nummer tre i DM 2011, men umiddelbart efter exit er Rasmus skuffet. Især er han ikke tilfreds med sit sidste spil mod Simon Ravnsbæk, hvor han går all in med es-knægt på et lavt flop. Men Simon er hurtig til at calle med et par damer, og det var så det for Rasmus Agerskov.

“Jeg vidste jo godt, at det kunne være rigtigt skidt, det, som jeg lavede der, men Simon er sgu også tricky. Den sidste hånd irriterer mig, og lige nu er jeg skuffet. Men jeg startede på finalebordet som 5’er, ret shortstacked, så jeg ville gerne have solgt den for en tredjeplads på forhånd, men lige nu er det ikke en trøst,” siger Rasmus Agerskov, der naturligvis gerne ville have siddet heads up.

“Ja, det ville jeg MEGET gerne, for jeg er jo mest heads up-spiller, men ok,” siger Rasmus, der ellers har følt sig rigtigt godt tilpas på finalebordet.

“Jeg synes, at jeg fandt rigtigt mange gode spots undervejs. Jeg har sendt stakken til midten masser af gange, hvor jeg har haft en god fornemmelse af, at jeg gjorde det rigtige,” siger Rasmus, der altså blev nummer tre til sit første DM.

“Mine forventninger var på forhånd, at der ikke var meget value at hente her, men der er jeg faktisk blevet lidt overrasket.  Altså, der er selvfølgelig masser af gode spillere med, men der har også været flere bløde spots end jeg havde forventet. Men det skal jo altså også med, at jeg – som det også er blevet skrevet – har ramt nogle vilde klonk undervejs,” siger han.