Rune klar til Betfairs WSOP-hytte: Jeg bliver rig eller ender nøgen ude i ørkenen
Rune Vestermark sikrede sig en plads i Betfairs Las Vegas luksushytte ved at vinde Betfairs Vegas Race 1. Og hvad går det så ud på?
“Jeg havde optjent 3.600 player points, og jeg fik en mail om, at nu kunne jeg så spille den turnering. Men der var tre uger til, og jeg kunne se, at det var en winner takes all, så jeg spekulerede faktisk ikke videre over det,” fortæller Rune, der dog alligevel endte med at finde vej til turneringen.
Turneringen om den direkte adgang til Las Vegas, et $1.000 NLH World Series Of Poker-event og lidt lommepenge endte med at indeholde cirka 25 spillere, og Rune var chipleader, da de sidste spillere ramte finalebordet. Han var også chipleader, da de kom heads up, og selv om han mistede sin føring kortvarigt, følte han, at navnet på billetten til Las Vegas var trykt på forhånd – og der stod Rune Vestermark på den.
“Jeg havde virkelig siddet med en fornemmelse af, at ‘det er mig, der skal til Vegas’. Jeg havde god kontrol næsten hele vejen, og jeg følte mig godt tilpas og godt spillende. Jeg var begyndt at græde, hvis det var gået galt,” griner Rune.
Målet er deltagelse i Main Event
Rune har aldrig været i Las Vegas, og han er ikke det mindste i tvivl om, at der venter ham en kæmpe oplevelse.
“Jeg glæder mig helt sindssygt. Jeg har planer om, at jeg skal være der i 12 dage, men jeg er fleksibel i forhold hvad der kommer til at ske i Las Vegas. Jeg har det sådan, at nu skal jeg af sted, og det er ikke sikkert, at jeg nogensinde kommer af sted igen. Så enten bliver jeg pisserig eller også ender jeg med at stå nøgen ude i ørkenen i et forsøg på at sælge mit sidste stykke tøj,” siger Rune.
Han har planer om både at spille en masse poker, men han vil også ud og opleve byen. Han er med i Event 54 – $1.000 NLH – og hvis han casher noget, der minder om $10.000 i den, så lader han flyet til Danmark flyve af sted uden ham. Så tager han Main Event med.
“Den skal sgu have chancen derovre, det er helt sikkert,” siger han.
Lyder som en god plan.
Stort tillykke med billetten og buy-in herfra.
Navn: Rune Vestermark
Alder: 25 år.
Bopæl: Aalborg – snart København