Så er Gus tilbage online

Inden Black Friday ramte ned som et lyn fra en klar himmel var Gus Hansen 2011′s suverænt mest vindende onlinespiller med et samlet plus på næsten fire millioner dollars. Så nedlukningen af Full Tilt Poker kunne næsten ikke falde på et værre tidspunkt.

Gus Hansen var låst af en kontrakt med Full Tilt Poker, så han kunne ikke umiddelbart bare skifte over på et andet site, men for lidt over en måned siden afslørede han overfor Slowplay.dk, at det nu måske snart var tid til at komme i gang på nettet igen:

“Jeg har fået gravet fire-fem gamle pokerkontoer frem, som jeg ærlig talt fuldstændigt havde glemt eksisterede. Så nu må vi se om jeg kommer i gang. Lysten er der i hvert fald, men hvornår de bliver er fifty-fifty. Min plan er at slappe af frem til World Series of Poker, og indtil da har jeg hverken liveturneringer eller andet på programmet. Men det kan da godt være, at jeg bliver fristet til at spille lidt online. Men det kan både blive en fugl eller fisk,” sagde Gus Hansen dengang til Slowplay.dk.

Det blev tilsyneladende en fugl, for ‘The Great Dane’ fortalte i går til  EkstraBladet.dk, at han nu har støvet sin gamle PokerStars-konto af:

“‘Broksi’ eksisterer stadigvæk. Jeg spillede på den sidste gang til WCOOP for seks år siden. Jeg tror ikke, der er nogen, der kender til kontoen, men jeg har ikke noget imod, at folk ved det.”

Og ‘Broksi’-kontoen er allerede set i action på verdens største pokersite. Ganske vist kun på $5/$10, hvilket er en del lavere end de $500/$1.000-spil Gus Hansen var en del af, sidst han spillede online.