Sasuke om patpatman: – Jeg tror det er ‘durrrr’

Vi er her på Slowplay ved at danne os et overblik over, hvilke danskere der tager til Las Vegas for at kæmpe om VM-titlen i poker. Endnu et navn kan nu føjes til listen, for en af Danmarks største cashgame-hajer, Jacob ‘Sasuke’ Rasmussen, har givet os denne positive tilbagemelding:

“Jeg tager til WSOP den 25/6 med min kæreste og er der tre ugers tid. Jeg forventer at spille lidt cashgames, hvis der er nogle store spil og så Main Event.”

Sådan! Gode nyheder, men når man nu alligevel har fat i en af de få danskere, der bevæger sig i de helt høje luftlag på PokerStars, hvorfor så ikke se om man kan udfritte ham om nogle af hans modstanderen?

Én af dem vi i hvert fald godt kunne tænke os at høre noget mere om er den mystiske ‘patpatman’. Spilleren som er registreret i Macau har vundet over en million dollars, siden han dukkede op i begyndelsen af 2012.

“Jeg har ikke rigtig spillet imod ham. ‘patpatman’ lader ikke til at spille andet end $200/$400 – og de luftlag holder jeg mig fra medmindre der sidder en fisk. Min bedste vurdering er, at det er ‘durrrr’, men jeg ved det ikke.”

Hvem regner du ellers for at være de hårdeste modstandere?

“Jeg har ikke siddet ret meget i 6 max spil med ham, men mit indtryk er at Ben ‘Sauce123’ Sulsky er den hårdeste. Jeg har spillet en del mod Niklas ‘ragen70’ Heinecker på et andet netværk – og det er jeg ikke kommet så heldigt ud af. Han spiller godt, synes jeg.”

“Daniel ‘Jungleman’ Cates har jeg spillet lidt mod på et andet netværk – han er ikke den sværeste jeg har spillet, syntes jeg, men han er selvsagt utrolig dygtig.”