Sejre til Allan Bække og Mads Smith Hansen

Mens syv af Danmarks ypperste repræsentanter indenfor turneringspokerens verden i går gav WPT Prag et skud, så var der andre der holdt skansen hjemme foran computeren. Mads Smith Hansen loggede således ind på PokerStars, mens hans bror, Søren, sad og hakkede i det på Kings Casino i Prag, og det skulle vise sig at være en fin beslutning.

For mens Søren Smith Hansen ikke fik andet ud af sine anstrengelser end en blød hat til samlingen, så strøg Smith Hansen Den Ældre til tops i turneringen “Restart Night Special!” og scorede en førstepræmie på $2,712.

Allan Bække, der ikke er set i udlandet siden 1986, havde også – surprise – valgt at parkere sig selv foran computeren i går aftes. I tirsdags scorede han fire andenpladser på en enkelt aften, på trods af status som HU SNG-specialist, men i nat lykkedes det ham at lukke en $109+R NL Hold’em [6-Max]-turnering med $8.000 i den garanterede pulje.

Bække satte 34 modstandere til vægs, inden han til sidst også besejrede ‘arrancadente’ i den afsluttende Heads Up. For sejren fik den tidligere revisor $6,345 og dermed nattens største, danske cash.

Slutteligt, så hentede Mikael ‘fuddebuf’ Viuff Hansen en anden- og en tredjeplads på PokerStars til henholdsvis $4,741 og $2,709.